OHL-starten er udsat, og det giver mulighed for at hente Dichow

Rungsted træder igen ind på lånemarkedet. Efter Patrick Russell gælder det nu målmand Frederik Dichow, der nu kommer til Nordsjælland for at hjælpe til på målmandsposten. Det er på et korttidslån, der slutter 1. november. 

Her skal han hjælpe en anden ung målmand, David Grubak, der for øjeblikket står "alene" for Rungsted og har gjort det fremragende som erstatning for den skadede Cristopher Nihlstorp. 

Rungsted skriver følgende på sin hjemmeside: 

Siden Christopher Nihlstorp måtte udgå af kampen mod Herning, har vi forventet at han ville være hurtigt tilbage.

Desværre lader det til at den svenske målmand vil være ude et stykke tid endnu, så derfor har den sportslige ledelse valgt at agere på dette.

Rungsted Seier Capital har lånt den 19-årige danske målmand Frederik Dichow frem til og med 1. november 2020.

Frederik blev sidste år drafted af Montreal Canadiens, og tilbragte sæsonen hos Malmös U20 Super Elit-hold.

Det var meningen at Frederik i denne sæson skulle spille for Sudbury Wolves i OHL, men på grund af Corona er afrejsen blevet udsat.

Rungsted Seier Capitals sportschef Morten Hagen siger følgende: 

Det er en Win/Win situation, hvor Frederik har brug for et sted at spille, samtidig med at vi har en skade på Christopher Nihlstorp. David Grubak har gjort det helt forrygende i målet, men vi følte at vi med tilgangen af Frederik Dichow giver trænerne en mulighed for at hvile David i én kamp eller to, hvis behovet skulle opstå i et tæt kampprogram, lyder det. 

Frederik Dichow kommer til at spille med trøjenummer 1, og det forventes han debuterer på hjemmebane den kommende fredag, hvor hans barndomsklub Sønderjyske kommer på besøg.


UGENS HOLD I METAL LIGAEN - se hvilke seks spillere der er med SKARPE BILLEDER fra Rødovre-Aalborg får du lige her