Det var en skuffende sæson for Frederikshavn White Hawks, der sluttede brat med fire nederlag mod Esbjerg i kvartfinalen.
Nordjydernes ledelse har i de seneste uger arbejdet hårdt på en ny strategi, der skal udmunde i at genfinde "frederikshavner-DNA'et" på White Hawks-holdet.
Det siger den konstituerende direktør i Elite Nord A/S - selskabet bag White Hawks - René Jørgensen, i et interview med Kanal Frederikshavn.
- Vi ved godt, at det tager tid at udvikle unge spillere og i de senere år har vi været for utålmodige. Vi har arbejdet for meget med én sæson ad gangen. Nu vil vi i stedet kigge tre-fem år fremad. Derfor er Kasper Kristensen også blevet tildelt en stor sportslig rolle for at sikre udvikling af unge spillere og sammensætningen af holdet, siger han og konstaterer ligeledes, at arbejdet med at finde et nyt trænerteam har højeste prioritet.
Henrik Christiansen fortsætter som sportschef i Frederikshavn IK, White Hawks "moderklub" og samarbejdet mellem de to enheder får nu endnu højere prioritet.
Samtidig konstaterer René Jørgensen, at White Hawks formentlig mister flere spillere end Nikolaj Krag-Christensen og Mads Larsen, der er skiftet til henholdsvis SønderjyskE og Lustenau i Østrig, samt at klubben er i dialog med flere unge og spændende navne.