Frederikshavn White Hawks – Odense Bulldogs 1-5 (1-0,0-2,0-3) Et meget disciplineret Odense mandskab, tog her sidst på eftermiddagen fra Frederikshavn med overraskende tre point i bagagen. En aldeles fremragende Tadeas Galansky havde ikke taget adventsgaver med til sine tidligere holdkammerater, og tog fuldstændig pynten af et hjemmehold, der spillede under vanlig standard. Det skal ikke tage noget fra Odenses fortjente sejr, for de ville det meget mere i eftermiddag, og tog sig altså tre vigtige point med hjem.
Chancemæssigt stort overtal til hjemmeholdet i første periode, hvor Galansky for alvor var på overarbejde for eftermiddagens gæster. Der var flere gange bud efter høge-scoringer, men det tjekkiske plankeværk var ikke sådan at bide skeer med.
Radim Piroutek, Nikolaj Krag, Thomas Søndergaard og Joachim Blichfeldt måtte alle se sig besejret af tjekken, hvor de burde have scoret kampens første mål. Men de dueller vandt Galansky. Det var endda tæt på at blive til en chokscoring til Odense, da Shawn O´Donnell var alene igennem mod Seldrup i den anden ende. Odense eneste chance i første periode blev dog misbrugt med et skud over mål.
Netop som man troede det ville være målløst efter 20 minutter i Frederikshavn, så erobrede de hvide pucken på midten af banen. Lukas Andersen drev den frem af ise, snød en Odense back, og kunne herefter smide skiven op i det nærmeste hjørne. Her var Galansky uden chance. 1-0 til vendelboerne efter første periode.
Kort inde i anden periode var det tæt på 2-0. Blichfeld med en hammer på overliggeren, og pucken dansede videre ned på stregen. Grumsen og Hofferd var ude og tjekke i bedste VAR stil, og kom frem til konklusionen ”No Goal”, hvilket var helt korrekt.
Odense fik lagt spillet længere frem på isen i anden periode, og producerede også chancer, modsat den første. O´Donnell og Hardarson var de mest farlige for fynboerne, og spillede begge en rigtig god kamp i eftermiddag. De kunne dog ikke leve op til deres ankermand i buret, der gang på gang pillede pynten af hjemmeholdets chancer. Utroligt hvad tjekken diskede op med af redninger mod sine tidligere holdkammerater.
Men det lugtede mere og mere af en Odense udligning, og den kom i tiden 33:19. Oliver True var over en retur fra Seldrup, og så var der udlignet. Og hold lige fast nu! I tiden 33:25, altså blot seks sekunder efter udligningen, var der kasse igen. Dale Mitchell opfangede pucken direkte efter face-off, og så skøjtede han i sikker stil ned, og sendte skiven ind bag Seldrup. Totalt vendt på hovedet på blot seks sekunder.
En lammer til hjemmeholdet, der havde haft chancer nok til at afgøre kampen allerede i første periode. Nu skulle der virkelig findes nogle kræfter frem i omklædningsrummet i pausen mellem anden og tredje periode.
Det var på alle måder et Odense hold der ville det i eftermiddag. De gav alt i nærkampene, og var ekstremt disciplineret. I tredje periode gjaldt det om at holde føringen hjem, og ødelægge spillet for hjemmeholdet. Det lykkedes i høj grad, og med seks minutter igen fik de chancen i fem mod tre. Her var de hurtige til at udnytte muligheden, og Cody Donaghey hamrede pucken ind bag Seldrup til 1-3.
Med fire minutter igen af opgøret blev det 1-4 på måltavlen. Det var lidt svært at se, og dommerne måtte også ud og tjekke efter. Det gik Odenses vej, og O´Donnell blev noteret for en scoring. Stor jubel i Odense-boksen, der fortjente denne sejr efter 10 nederlag på stribe. Den disciplin de lagde for dagen i eftermiddagens kamp må være vejen frem for fynboerne, og coach Marc Lefebvre bør tage den tese med sig videre i de vigtige bestræbelser på at komme med i slutspillet. Det blev i øvrigt også 1-5 i tomt bur til allersidst, og ydmygelsen af hjemmeholdet var nærmest total. Av for den Frederikshavn, efter fem sejre i træk kom man for alvor ned på jorden igen med denne snitter af bundholdet.