De forsvarende mestre lejer Odense-backen

Den gode mand Martin Larsen er i vælten for øjeblikket.

Først det glimrende arrangement fredag aften, der skaffede 111.000 kroner hjem til veteranhjemmet i Odense, derefter kontraktforlængelsen med hjerteklubben og så en lejeaftale med Rungsted Seier Capital for den resterende del af sæsonen.

Sidstnævnte vel et ganske overraskende træk af Larsen, der altid – bortset fra en tur til Sverige – har spillet i Odense.

Det gør han også i den kommende sæson, men først gælder det altså slutspil for Rungsted, hvor Martin Larsen får rygnummer 3 og allerede i aften debuterer i Herlev.

Skiftet faldt på plads 23:58 i aftes, skriver Rungsted på sin hjemmeside.

Vi har længe været på udkig efter en forstærkning frem mod slutspillet, og med Martin Larsen får vi en fysisk spiller, der kan være med til at forstærke vores backlinje. I Martin får vi også en spiller med gode lederegenskaber, som vi tror kan være med til at tage os langt i slutspillet, siger Rungsted-sportschef Morten Hagen.

Martin Larsen er 25 år, runder snart 400 ligakampe og er trods sin unge alder dermed en svært rutineret back. Han havde egentlig stoppet karriere for at hellige sig Den Kongelige Livgarde, men kombinationen af civilt arbejde og ishockey synes at være så meget på plads, at Martin Larsen går på isen i mange sæsoner endnu.

Foreløbig altså for Rungsted Seier Capital, mens holdkammeraterne fra Odense må undvære ham i Aalborg.


Odense uden chance i Bentax Isarena Martin Larsen fortsætter i Odense i den kommende sæson