45-årige Mike Grey er en legende i slutspilsregi. Frederikshavneren har prøvet gamet adskillige gange på egen krop. Han spillede næsten 900 kampe for den nordjyske klub, fortsatte som assisterende træner og vandt et enkelt mesterskab med hjerteklubben i Vendsyssel.

Mike Grey var mr. Frederikshavn. En mand, der gav og tog, når slutspillet gik i gang. Hele tiden inde i nærkampe, hele tiden snakkende til modstandere og dommer. En mand, der mest var populær i sin egen hal og gik under huden på modstanderne og ikke mindst tilskuerne i de andre haller.

- Hvad der gør slutspillet specielt? Netop det med respekten og kammeratskabet spillerne imellem. Rammer du en serie på 14 dage, ser du dine holdkammerater langt mere end din familie. Du er i bussen, til kamp eller til træning hele tiden. Det eneste, du har i tankerne er at komme videre til næste runde, siger han. 

- I 2008 skulle vi først fire gange til Rødovre i kvartfinalen og tre gange til Vojens i semifinalen. Lange busture. Du ved nøjagtig, hvem der gør hvad i bussen. Nogle har brug for at sove, andre ser film. Der er kortspillerne og dem, der snakker hele vejen. Du har brug for din egen måde at lade op på, og dine medspillere respekterer den, forklarer Mike Grey.

Han taler om en helt speciel samhørighed i en spillertrup, når tingene fungerer i et slutspil. Som i 2000, hvor han vandt sit eneste mesterskab med Frederikshavn.

Holdets førstemålmand Johan Westermark blev skadet før semifinalen, og den uprøvede reserve Mads Johnsen måtte og ind og stå i resten af sæsonen. Spillerne vidste, at de skulle bakke Mads Johnsen op for, at han kunne præstere optimalt og komme af med sin naturlige nervøsitet.

- Vi var mange lokale drenge på holdet dengang, og vi kendte hinanden rigtig godt. Så vi tog simpelthen hen til Mads for at spise rundstykker, når vi havde mulighed for det. Det kunne være dagen efter en kamp eller efter en tidlig træning. På den måde viste vi, at vi bakkede ham totalt op. Han leverede varen, fortæller Mike Grey.

Brutale afgørelser
Det år vandt Frederikshavn mesterskabet med en 7-6-sejr over Herning i den afgørende finale. Efter overtid og i en af mange brutale og hjerteskærende afgørelser, der også hører til i et ishockeyslutspil.

Den mest berømte kom i kamp syv i finalen i 2004 i Esbjerg, hvor der formentlig var proppet 6.000 mennesker ind i en skøjtehal med plads til lidt over 4.000 tilskuere.

Gæsterne fra Aalborg, dengang i skikkelse af AaB Ishockey, førte 2-0 til 80 sekunder før tid. Esbjerg fik reduceret. 12-14 sekunder før slutsirenen lød, havde Aalborgs Bo Nordby ved stillingen 2-1 i nordjysk favør forsøgt at køre tiden ud ved at holde pucken inde langs banden.

Han blev skubbet væk, og kort efter skete katastrofen for nordjyderne. Esbjergs mangeårige kaptajn, Andreas Andreasen, fyrede et skud af, der prellede af på AaB-målmand Lubos Pisars benskinne. Pucken røg ud til tjekkiske Martin Rousek, der iskoldt lagde pucken ind til 2-2. Hele Aalborg græd den aften, hvor Esbjerg selvfølgelig endte med at score det afgørende mål i overtiden.

Det skete også i 2013, hvor netop Mike Grey var assisterende træner for Frederikshavn. Hele dagen havde byen summet af forventning op til den syvende og afgørende finale mod SønderjyskE. Man drømte om det første mesterskab siden 2000, og øllet flød i stride strømme til ’metalfesten’, der blev sat i gang allerede sidst på eftermiddag.

De to hold spillede hinanden helt ud til kant, og den ordinære kamp endte 0-0. Små 17 minutter inde i overtiden klappede SønderjyskE’s canadiske back, Tyler Gotto, det afgørende mål ind. Klokken var tæt ved midnat.

Hjemmeholdets spillere græd af udmattelse. Tilskuerne græd på lægterne i Frederikshavn. SønderjyskE’s spillere jublede i en blanding af udmattelse og glæde.

Så brutalt og alligevel så flot et moment. Helt inde ved kernen af sportens inderste væsen.

Fysisk slagside

De mange dage på isen og i bussen og den næsten uafbrudte mentale fokus under et slutspil har naturligvis en fysisk slagside. Også selv om klubber og spillere med årene er blevet langt mere professionelle i forhold til hvile, restitution og korrekt dosering af træning.

Mike Grey mærkede det især i slutningen af karrieren. Kroppen reagerede et par dage efter, at hans sæson var færdig.

- Det er først noget, jeg er begyndt at tænke over, efter at jeg er blevet ældre. Men det skete en del gange, at jeg gik helt ned med influenza, efter vi havde tabt en hård serie og var slået ud.

- Havde vi fortsat i slutspillet, havde kroppen også spillet med. Jeg tror, man bliver vaccineret med adrenalin, når slutspillet er i gang. Men når du er færdig, siger kroppen fra, nu vil den ikke mere i den sæson, siger ishockeyveteranen.