Vi har bedt landstræneren om en lille rundtur til de ni klubber i Metal Liga og give en kort vurdering af sæsonen hidtil - her er det White Hawks, Blue Fox og Pirates, der er under lup

Frederikshavn White Hawks lige under top tre med en stærk Jesper Jensen, Herning som et hold, man næppe vil møde i playoffs og Aalborg som et absolut tophold - godt ledet af Julian Jakobsen. Her er landstræner Heinz Ehlers' vurdering af de tre mandskaber:

Det generelle billede er, at Frederikshavn White Hawks stod utrolig stærkt i begyndelsen af sæson, hvor førstekæden producerede stort. Det har gennemgående været en fornøjelse at se Jesper Jensen tilbage i Metal Ligaen. Han spiller mange minutter, og han har et ekstremt højt tempo og drive.  

Jeg var lidt spændt på hans performance, for han har haft problemer i Sverige, siden han spillede sin supersæson i Brynäs, men Jesper sætter virkelig standarden. Jeg har også haft et godt øje til spillere som Lucas Andersen og Mads Larsen, der virkelig har løftet sig i White Hawks i den her sæson.  

Det overraskede mig, at deres nedgangsperiode var så stor, som det var tilfældet, men vi skal huske på, at Metal Ligaen er virkelig tæt - og at der ikke er nemme kampe overhovedet.  

Frederikshavn ligner et hold, der ender i segmentet lige under top tre-holdene. 

Aalborg Pirates ligger vel også, hvor man havde forventet det. De har mange dygtige spillere, de har haft mange skader og har faktisk også været i stand til at vinde kampe, selv om de måske ikke har leveret så godt. Det er imponerende, når de har spillet uden folk som Lefebvre og Morin i lange perioder.  

I målet har George Sørensen været lidt svingende i starten, men det ser ud som om, han er kommet rigtig godt i gang. Aalborg har et bredt hold, og vi skal huske på, at de spillere, vi kalder unge – for eksempel Ladehoff og Jeppe Jul, faktisk har rigtig mange kampe på deres cv.  

Så må man jo også sige, at Julian (Jakobsen) også stadig fremstår som en virkelig ledertype på holdet, selv om han ikke producerer så meget som tidligere.

Samtidig er Sebastian Bergholt virkelig trådt i karakter. Han har været Aalborgs bedste back i de kampe, jeg har set – og han er klart inde i landsholdets udvidede bruttotrup, selv om der er og bliver hård kamp om de defensive pladser, når kampen om at komme på landsholdet for alvor skal udkæmpes.  

Det har virkelig været op og ned med Herning Blue Fox. De taber tre-fire kampe, så vinder de tre-fire kampe, og har slet ikke været så stabile, som man kunne forvente. Men de har haft mange skader på vigtige spillere, og med en hel trup klar, bliver de rigtig trælse at spille imod.

En fuldendt Herning-trup er næppe noget, man ønsker at støde ind i i playoffs, og Herning er vel det mest fysiske hold, jeg har set hidtil i sæsonen og for mig er der ingen tvivl om, at de nok skal komme på et tidspunkt. 

Der har været højt forventninger til Herning her i starten. Melder man offensivt ud og får man samtidig gode bedømmelser i medierne, stiger presset, og det har Herning måske haft lidt problemer med at håndtere. Samtidig har det vel også passet de andre hold, at Herning har været så offensive i deres udmeldinger og dermed lagt presset på egne skuldre.  

Individuelt har Mathias Bau imponeret mig. Han skulle lige spilles ind, men har virkelig taget ansvar på det seneste og leveret mange gode indsatser.  Markus Jensen er virkelig også kommet godt i gang og har gjort det godt, lyder det fra Heinz Ehlers. 


Heinz Ehlers evaluerer: Esbjerg, SønderjyskE og Odense Dommer Haurum: Den Gyldne Fløjte var en stor anerkendelse