Ny back i Herlev-truppen for resten af sæsonen

Herlev Eagles har en ny mand i truppen for den resterende del af sæsonen.

Noah Samsøe har tidligere spillet en smule Metal Liga-ishockey for Rungsted Seier Capital, men det er efterhånden mange sæsoner siden. 

Siden 2018/19 har han været hos Gentofte Stars, hvor han har spillet i landets næstbedste række.

- Med Noah får vi en stor og stærk back, som vil styrke bredden i vores defensiv, lyder det fra Herlev Eagles, der har fem "faste" backer i line-uppen i form af "svenskerne", Lasse Mortensen og Daniel Baastrup-Andersen.

Mikkel Skjellerup har været skadet siden 27/12, og Marius Kring Andersen har taget tørnen som sjetteback på den konto med Tiago Vinterberg lurende i kulissen. Nu kommer Noah Samsøe altså og skaber mere bredde og konkurrence i Herlev.

Det glæder Gentofte Stars at have sendt Samsøe på vej.

- Det er en flot anerkendelse, og vi bliver i klubben bekræftet, at vores ungdomsarbejde og den dagligt dedikerede træningsindsats i klubben, er af så stor kvalitet, at vi de seneste tre sæsoner har leveret hele seks spillere til Metal Ligaen. Vi er stolte hver gang vi kan være med til at indfri spillerens drøm, om det er, klub, landshold, elite, eller udlandet, lyder det fra Stars-formand Søren Øverup. 

Noah Samsøe siger i pressemeddelelsen fra Stars:

- Jeg sætter virkelig stor pris på min tid i Gentofte, jeg har haft nogle af de bedste trænere i dansk ishockey, Jesper Duus, Per Holten og Göran Karlstrøm. Selv om klubben ikke er i Metalligaen har de en sportschef, gode rammer og værdier med et fantastisk sportsligt setup, jeg har kun godt at sige om klubben og takker klubben, mine holdkammerater for mange fede timer og oplevelser, lyder det. 


METAL FINAL4-RECAP: Rungsteds finalemirakel i 2019 HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Danmark-Østrig