Rungsted Seier Capital havde "sejrs-mojo" i hele sæsonen 2018/19

Vi var nede på 10 hold i Metal Liga-sæsonen 2018. 

Gentofte Stars havde ikke fået sin licens fornyet, og det skulle vise sig, at Hvidovre Fighters ikke holdt længere hen end til 10. december, hvor økonomien ikke mere holdt vand.

Men der var stadig 10 hold med, da Metal Final4-regnskabet skulle gøres op efter 18 runder. Og i modsætning til året forinden, var der ikke den mindste tvivl eller diskussion om, hvilke fire hold, der kom med til "den nye" event.

Rungsted toppede tabellen med 44 point foran SønderjyskE (37), Aalborg (36) og Frederikshavn (36) og der var langt ned til femtepladsen som Herning og Herlev delte med blot 22 point. 

Frederikshavn og SønderjyskE mødtes i en tæt semifinale, som nordjyderne spillede hjem med en 2-1-sejr, der var mere sikker end cifrene antydede. Fredag aften var over 4000 tilskuere på plads til kampen mellem Aalborg og Rungsted, og her viste nordsjællænderne høj, høj klasse og vandt 5-2 efter en fremragende kamp. 

Så dermed altså Frederikshavn og Rungsted i en lørdagsfinale, der skulle vise sig at blive højdramatisk. 

Frederikshavn tog teten i anden periode, hvor nordjyderne bragte sig foran ved Kristian Jensen. Cam Spiro øgede føringen også i anden periode og var blot et stolpeskud fra at bringe Frederikshavn på 3-0 tidliget i tredje periode. I stedet vendte bøtten bogstaveligt for i den modsatte ende scorede Robin Bergman umiddelbart og gav håbet tilbage til Rungsted.

2-1 holdt helt frem til slutfasen, hvor Rungsted-træner Hjalmarsson satsede og tog målmanden ud. Det gav pote med en 2-2-udligning ved Tyler Fiddler med 57 sekunder. Så troede de fleste tilskuere på overtid, men nej. Frederikshavnerne ville frem og afgøre kampen og satsede hårdt på at angribe.

Rungsted brød angrebet og slog kontra. Mattias Persson fik en tværpasning serveret og hamrede pucken i kassen. Jublen var fuldstændig ekstatisk, og da kampen var færdig, var det mest rørende næsten, at den ultimative Rungsted-knægt Nikolai Gade kom humpende ind på krykker og jublede med holdkammeraterne.

Sejren var et tegn på, at det her var Rungsteds sæson. Nordsjællænderne fortsatte med at dominere efter Metal Final4, som faktisk var et regulært vendepunkt i forhold til formen frem mod slutspillet. 

Rungsted vandt 4-0 over Herlev Eagles i kvartfinalen, 4-2 over Frederikshavn i semifinalen og tog fire sejre på stribe i finalen mod SønderjyskE. 

Efter at Aalborg havde vundet Metal Final4 og The Double året forinden, var det nu Rungsteds tur til at dominere. Det er værd at se højdepunkterne nedenfor. 

Se målene fra finalen her på linket: 


I morgen: Vigtig tirsdags-runde venter i Metal Ligaen før Metal Final4 Herlev Eagles henter Noah Samsøe hos Gentofte Stars