Stemningen i Sparekassen Danmark Isarena var elektrisk fredag og lørdag, og det blev skyllet ned med masser af fadøl hos de fire klubbers fantastiske supportere. Flere fik så hatten passede, og især for én gav det bogstaveligtalt lykke.
Da Herning var bagud 1-0 mod Odense i semifinalen fredag aften, faldt en hat ned i hovedet på Kim Torp Jensen fra det øverste tribune afsnit. En blå hat, som de inkarnerede SønderjyskE supportere bar i flot stil. Men nu var det Kim Torp Jensen der fik glæde af hatten, for han beholdt den på i resten af turneringen.
-Jeg troede aldrig jeg skulle blive overtroisk, men det er jeg godt nok blevet nu, lyder det dagen derpå, fra en træt Kim Torp Jensen, der er formand for Blue Fox Support.
-Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland, hvor danskerne vandt slaget, og nu faldt den her ned i hovedet på mig, og vi vendte opgøret mod Odense, og vandt. Derfor tog jeg den på igen til finalen, og nu har jeg fået ordre på at have den hat på i resten af sæsonen, lyder det fra Kim Torp Jensen.
Så der bliver sendt en stor tanke til vennerne fra Sønderjylland, hos Blue Fox Support formanden.
-Jeg er ikke i tvivl. Det var hatten der gav os guldet, smiler han.