Der er gjort Blue Fox-status hos Sportherning.dk, der dækker den midtjyske sport tæt.
Og et af de spørgsmål, som direktør Torben Skovsgaard har svaret på, er omkring importsituationen. Herning sluttede turneringen med otte imports på holdet, men kun tre af dem bliver formentlig aktuelle til den kommende sæson.
Det drejer sig om svenskerne Emil Kruse, Oskar Drugge og Petter Hansson, der alle har såkaldte 1+1-kontrakter, som begge parter kan opsige.
- Lige nu er både Kruse, Hansson og Drugge på kontrakt hos os, men om de også er det om nogle uger, aner jeg simpelthen ikke på nuværende tidspunkt. Det er for tidligt at sige, siger Skovsgaard.
Til gengæld ser det ikke ud som om den finske kvartet Malinen, Humaloja, Pulkkinen og Kuukka bliver i klubben, ligesom der også er exit til tjekkiske Jan Lattner.
- Det ligger ikke i kortene. Der bliver næppe genvalg til de fem andre, siger direktøren til Sportherning.dk.