Der var engang, hvor sportsklubberne og sportsudøverne var ganske transparente og i store træk gerne meldte ud, hvad der var sket med skadede spillere.
Det var også dengang, modstanderne ikke kunne læse lokalaviser på nettet og på den måde snuppe vigtig info om og fra rivalerne.
I dag flyder al information rundt på nettet, og derfor er det vel også ganske forståeligt og i tråd med både virkelighed og nutid, at Frederikshavn-målmand Tadeas Galansky ikke havde nogen kommentarer, da Metalligaen.dk tidligere på dagen fangede ham for at høre om omfanget på skaden, han pådrog sig før kampen mod Herning i aftes.
Hemmelighedskræmmeriet bliver endnu mere klart i den kontekst, at Frederikshavn på fredag møder SønderjyskE i en direkte duel om pladserne i Metal Final4. Taber Frederikshavn i ordinær tid, kan holdet risikere at ryge helt ud af feltet.
Derfor er det ganske vitalt, om Galansky er med. Nok kender vi ikke meget til styrken hos reserven Aphiway Sengthaisong, men det er et faktum, at han er ganske urutineret og ikke har fået mange chancer i buret.