En af de store kæmper siger farvel, når slutspillet er ovre

Jannik Christensen er en af de der spillere. 

En af dem, som har spillet hele sin karriere i samme klub, og en af dem, der i den grad har haft hjertet med i hver eneste kamp.

Det kan der på ingen måde sås tvivl om.

Og derfor bliver Jannik Christensen også en de spillere, der bliver svære at undvære i Metal Ligaen. Han har jo altid været der. Og altså altid for Esbjerg med et par afstikkere til udlandet, hvor Frölunda og Quad City Mallards (ECHL) har været destinationerne. 

Foreløbig er det - ifølge Eliteprospects - blevet til 471 grundspilskampe og 81 slutspilskampe, og Christensen søger naturligvis at forlænge rækken af slutspilskampe med 10-12 stykker mere og gerne afslutte med et dansk mesterskab.

Han blev hyldet før kampen søndag i Esbjerg og fik et fortjent og varmt bifald af sit publikum inden kampen mod SønderjyskE.

Det mest overraskende ved hele den historie er vel, at Jannik Christensen faktisk blot er 30 år. Han kunne formentlig være blevet ved nogle år endnu, men er også en af de spillere, der sælger sig meget dyrt i hver eneste nærkamp.

Den slags er hårdt for kroppen, og mon ikke det har været en af årsagerne til, at Esbjerg-ikonet ikke vender tilbage til isen i den kommende sæson - sammen med hensynet til familien. 

Christensen er på is i aften til den dramatiske kvartfinaleserie mellem Energy og SønderjyskE. Der spilles i Frøs Arena klokken 20:15 i aften. 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates Stærk Odense-back er formentlig klar, hvis...