Frederikshavn White Hawks er klubben i Jesper Jensens hjerte, og det er en af årsagerne til, at det formentlig bliver White Hawks, der får glæde af Jensens tjenester i den kommende sæson. Hvis midlerne altså kan findes frem. Mon ikke det kan lade sig gøre i den hockeygale by i Vendsyssel?
- Tiden er moden til, at jeg gerne vil vende hjem. Det er et godt tidspunkt i min karriere at komme tilbage til Frederikshavn. Jeg er stadig sulten og er ikke alt for gammel, så jeg kan gøre en forskel for holdet og være med til, at vi henter guldet til Frederikshavn, siger Jesper Jensen til Kanal Frederikshavn.
Han var senest på holdet i White Hawks tilbage i 2010/11-sæsonen, hvor det blev til en sølvmedalje efter finalenederlag mod Herning. Siden drog han på et langt eventyr i udlandet, der bragte ham til Tyskland og Sverige.
- Frederikshavn White Hawks kan en kæmpestor plads i mit hjerte. Det er helt klart min klub med masser af gode minder, især fra de sidste par sæsoner, hvor vi var tæt på at vinde guld, men det mangler jeg stadigvæk, siger Jesper Jensen - også til Kanal Frederikshavn.