Han highfiver altid så mange børn som mulig på vej ind til kampen og bruger også gerne sekunder på at snakke med dem, lige inden han løber på isen.
Det hele sker med et smil, og det er på ingen måde noget, Josh Winquist snyder med.
Det siger han i dag til JydskeVestkysten, hvor han forklarer sin passion for ishockeyen.
- Hør her, vi lever af at spille et spil, som otteårige drenge elsker. Det her er ”a kid’s game”, alle drenge hjemme i Canada drømmer om at leve af at spille ishockey, jeg drømte selv om det som knægt. Så selvfølgelig nyder jeg det nu, da drømmen er virkelighed.
- Og jeg skal dyrke denne sport, så længe jeg overhovedet kan. Det er i hvert fald langt bedre end at have et rigtigt arbejde, siger han til avisen med et smil.
Og desto mere intenst, det bliver, desto bedre har Josh Winquist det med at spille hockey. I Danmark har han fået ekstra glæde ved at løbe på isen.
- Jo mere publikum, jo bedre. På hjemmebane spiller man for at blive helt, når man er på udebane, spiller man for at blive skurk. Begge dele er lige sjovt. Det har virkelig slået mig, siden jeg kom til Danmark, at der er rigtigt mange tilskuere til kampene. Det føles næsten, som om der udsolgt over alt, og det er fantastisk. Det er lige sådan, jeg kan lide det, siger han.
Winquist spillede sidste sæson i både den slovakiske liga og Allsvenskan, og har altså nu ramt Metal Ligaen på forrygende vis.
Han har i alt lavet 69 point i 62 kampe og ligner en mand, som Esbjerg formentlig gerne vil beholde, når det går løs igen efter sommerferien.
Men først gælder det altså finalen i aften i Granly Hockey Arena.