Odense Bulldogs-Frederikshavn White Hawks 5-2 (3-1,2-1,0-0)
Odense Bulldogs er tilbage på fjerdepladsen i Metal Ligaen.
Det skete efter en ganske ukompliceret sejr over Frederikshavn White Hawks mandag aften, hvor 1477 tilskuere på mange måder oplevede det modsatte af fredagskampen samme sted mellem Odense og Herlev.
Hvor den var fuld af intensitet og jævnbyrdighed, var kampen mellem Bulldogs og White Hawks nærmere en match, hvor hjemmeholdet - da fynboerne først kom foran - skøjtede sejren stille og roligt hjem på cruise control.
Egentlig mærkeligt taget de første 10 minutter i betragtning, for Frederikshavn gav sig selv den perfekte start med en scoring af Brandon Frattaroli tidligt i kampen. Han kom af sted på højre kant og flækkede pucken op over griberen på Søgaard, der ikke nåede at reagere. Flot mål og en perfekt start for White Hawks efter seks minutter.
Næsten ud af ingenting kom udligningen, da hurtige Golovkovs - Odenses bedste på aftenen - brød igennem og skød på Frydkjær i Frederikshavn-målet. Brinkman tog returen og udlignede til 1-1. Slutfasen af første periode blev dyr for gæsterne.
Først gik Radim Piroutek alt for nemt ind under mål og fik lirket pucken ind, og derefter var det Golovkovs, der gjorde det til 3-1.
Lige før 2-1-målet til Odense havde Ben Freeman en kæmpe chance for at bringe White Hawks foran, da han brændte efter at han og Lunsjö var to mod en på en breakaway. Han brændte og i stedet gik Odense foran.
Hvor de tre første mål mere var forsvarssvigt end Frydkjær-svigt, så var målet til 4-1 et drop af Frederikshavn-målmanden, der lod Maksim Popovic' mål gå ind gennem skinnerne. Der var spillet 35 minutter og unge Anton Wilde kom ind for gæsterne i målet.
Han kunne ikke lastes for 5-1-målet, der blev det første Metal Liga-mål til Odenses unge back, Nikolaj Bilenko, der tilfældigt fik skøjten på en løs puck inde foran mål. På vej ind til målet ramte pucken en Frederikshavn-skøjte og gik i mål.
Selv om Frederikshavn fik reduceret i periodens slutfase, var der efterfølgende fred og ingen fare i tredje periode, hvor Odense kørte den hjem på "cruise control". Frederikshavnerne virkede ikke desperate for en reducering, mens Odense-spillerne kunne mærke, at hvis bare koncentrationen holdt, så ville sejren komme sikkert i hus.
Og således endte en fredsommelig mandag aften med en 5-2-sejr til hjemmeholdet, der var uden Markus Oden, mens Kevin Karlsson var "valgt fra" - med direktør Ole Nielsens ord. Frederikshavn havde Anton Stenbakken tilbage, mens Suistio og Mieritz stadig er ude. De er begge savnet og især Mieritz' lederegenskaber er virkelig noget, White Hawks trænger til inde på isen.