Odense Bulldogs-Aalborg Pirates 2-1 (0-0,0-1,2-0)
Der var ikke mange udvisninger denne søndag eftermiddag i Spar Nord Arena.
Men de få, der var, blev afgørende.
Odense Bulldogs profiterede i den grad af to fem mod fire-situationer, der blev skabt i tredje periode efter Aalborg-udvisninger.
I det 44. minut måtte Max Coyle ud for en holding og efter en tøvende optakt på overtallet, fik Maksim Popovic fundet Radim Piroutek, der fik alt for meget plads til at trække ind og flå pucken ind bag en ellers fremragende George Sørensen. Det var Odenses 1-1-udligning.
Otte minutter hægtede Marcus Kallionkieli Joakim Thelin, da aalborgenseren selv var på vej ud i boksen, og røg i boksen. Måske ikke med vilje, men heller ikke med hovedet, og Odense var i powerplay.
Denne gang gik der ikke længe, før hjemmeholdet havde scoret. Denne gang var det Thelin, der firsttimede en hammer i kassen til 2-1 efter pasning fra Brinkman.
Sikke et par fine mål, og efter Odenses sidste scoring, fik Aalborg - trods store anstrengelser - aldrig rigtig sat det afgørende pres.
Det blev en jævnbyrdig kamp, nøjagtig som ventet.
De to hold delte første periode 0-0, og i anden periode var Eric Engstrand eneste målscorer med en flot styring.
Odenses Markus Jensen og Kristian Jensen brændte fuldstændig vildt en ren to mod nul-situation mod Sørensen, og dramaet var totalt, da George Sørensen blev væltet af Jeppe Jul Korsgaard, lige inden en Odense-scoring, der blev annulleret efter en Aalborg-challenge, som "Odense-lægterne" mente, var kommet for sent.
Det lignede dog i sidste ende den rette kendelse, og det kom altså ikke til at betyde noget for kampens udfald.
De fleste af 1622 tilskuere kunne juble over hjemmesejren, der altså bragte de forsvarende mestre foran 2-0 i serien. Tredje akt udspiller sig på tirsdag i Aalborg.