Mere om fredagens kamp i Nordjyske Bank Arena

Der var stor glæde i Rungsted lejren efter kampen, hvor Thomas Friberg var ovre og lykønske spillerne med sejren. En sæsonstart med fire nederlag og en tough CHL-kampagne har taget hårdt på mestrene, der stille og roligt synes at komme i gang. 

1140 tilskuere - 100 af dem tager med fanklubben White Hawks Hvide hær til Herning på søndag, hvor fanklubben sender en dobbeltdækker bus afsted med forventningsfulde supportere.

-Jeg synes, vi kører godt på, men vi kan bare ikke få den over stregen i dag, og det er vores problem. Samtidig er deres mål tre fejl fra vores side, sagde Frederikshavn-forwarden Mathias Mølgaard til Kanal Frederikshavn efter kampen.

Mølgaard blev kåret til kampens bedste spiller for hjemmeholdet, der altså var i aktion for første gang siden "Kristian Jensen-affæren".

Frederikshavn har endnu ikke fået det forventede ud af holdets potentielle stjernespillere. Navne som Dane Fox, Aleksandr Bumagin og Anders Eriksson er slet ikke kommet i gang med at producere endnu. Samlet har de kun scoret en enkelt og det endda i tomt bur.

Hjemmeholdet koksede i udskiftningen i begyndelsen af tredje periode, og det gav Shane Hanna frit løb mod Galansky, og sikkert udplacerede canadieren høgenes sidste skanse. Her blev han fuldstændig solgt af sine egne. 2-2-udligning blot 32 sekunder efter Frederikshavn havde sat føringsmålet til 2-1.

Gustav Green blev matchvinder og understregede dermed, at han er ved at få et regulært gennembrud på seniorplan hos Rungsted Seier Capital.

Juuso Pulli var med hos Rungsted for anden gang på stribe, og finnen står stadig som ubesejret for nordsjællæderne og har foreløbig været en slags lykkeamulet. Han spillede i tredje backpar sammen med Joachim Holten Møller. 

To Rungsted-fans var med på lægterne i Frederikshavn, og fik altså fuld valuta for pengene med et comeback og en udesejr. Herlig support.

 


GALLERI: Herlev Eagles-SønderjyskE Kampnoter: Rundt om Odense Bulldogs-Herning Blue Fox