Mere om kampen i Frøs Arena tirsdag aften

SønderjyskE-Rødovre 6-2

Sikke en lynstart for Rødovre, der scorede to gange inden for de første seks minutter. Først var det Steffen Klarskov, siden André Pison, der satte hver sin scoring i kampens åbning. Rødovre har altid været kendt for at starte med fuld fart, og har flere gange i de seneste sæsoner overrumplet SønderjyskE i Vojens med hurtige mål.

Rødovre spillede igen uden trioen Teemu Virtala, Kasper Jensen og Marco Illemann, mens sønderjyderne manglede Anthony Nigro og MacGregor Sharp og var helt nede på fire imports.

Sikke et kampjubilæum for SønderjyskE’s mangeårige danske strateg Mads Lund. Han spillede sin kamp nummer 750 i aften for Vojens-klubben – og dens forgængere.

Og sikke en kamp for et af de mere ”ukendte” navne, Daniel Madsen. Han leverede en flot styring til 1-2-målet og var af sted i en omstilling, som han flot eksekverede, da SønderjyskE bragte sig på 3-2.

Frederik Bjerrum må påregne karantæne, for han fik en matchstraf i slutfasen, da han var over Mads Eller, der ifølge Bjerrum gik alt for hårdt til Oliver Gatz Nielsen.

I forvejen var SønderjyskE uden de to imports Anthony Nigro og MacGregor Sharp, og det må siges at være en cadeau til danskerstammen hos sønderjyderne, at man har scoret 15 mål i tre kampe i åbent spil med blot to imports fremme i angrebet.

Der var 2305 tilskuere i SE Arena, lige nøjagtig fem flere end der ville have været, hvis udsolgt i det gamle blikskur, der nu fungerer som træningshal inde ved siden af.

Matt O’Connor lukkede fem mål ind i aftes. Det sidste faldt i tomt bur. Canadieren havde i de første fire kampe blot lukket fire mål ind. Imponerende statistik, der faldt der. Ingen kan dog være i tvivl om canadierens kvaliteter.

Rødovre møder fredag Aalborg Pirates i Rødovre Centrum Arena, mens SønderjyskE tager en tur til PM Montage Arena i Herlev.


Kampnoter: Rundt om Herning Blue Fox-Aalborg Pirates VIDEO: Jon Lee-Olsen efter Rungsted-Esbjerg