Mighty Bulls overlod initiativet til hjemmeholdet og spillede en klog og struktureret udesejr hjem

Herning Blue Fox-Rødovre Mighty Bulls 0-3 (0-1,0-1,0-1) Lasse Lassen var denne aften tilbage på isen for Blue Fox, der dog til gengæld matte se bort fra Kristoffer Astorp. Lassen gled ind i førstekæden og Jan Dalecky tog over for Astorp, mens gæsterne stillede uden Teemu Virtala, Marco Illemann og Kasper Jensen.

Herning satte sig straks på opgøret og lagde omgående tryk på gæsterne og Matt O´Connor, som så ud til at få en lang aften hvis rævene holdt tempoet oppe fra start.

I særdeleshed Lasse Lassen var flittig, og til tider også lidt for flittig, på aftrækkeren, og generelt manglede kampen endnu sin første store chance. Da Blue Fox efter godt seks minutter kunne notere sig for kampens første powerplay, var der således lagt op til et tidligt mål til hjemmeholdet.

Spillet lod dog meget tilbage at ønske, og selvom kampjubilaren, Markus Jensen, nær havde sneget pucken ind over stregen, fjernet det ikke indtrykket af et ustruktureret midtjysk powerplay.

Gæsterne fik chancen i powerplay kort efter, men heller ikke Marko Virtala og Co. kunne indledningsvis finde nøglen og vejen til netmaskerne.

Og så lidt ud af ingenting bragte gæsterne sig i front. Netop Virtala fik lov at spadsere igennem Hernings bagerste rækker, og med baghånden lagde han flot pucken i mål bag Simon Nielsen.

Målet skabte ro hos tyrene og man stod bedre i banen resten af perioden. En udvisning til Sean Flanagan kastede ikke noget nævneværdigt af sig, og således kunne de to hold skøjte til pause med 0-1 på tavlen.

Herning på puck – Rødovre på tavlen

Også fra anden periodes start kom Herning buldrende frem over isen, men Matt O´Connor stod fortsat godt imod. Daniel Maggio, der var blevet sit maveonde kvit, trykkede af fra blå linje, men canadieren i gæsternes mål tog sig sikkert af forsøget.

Det var nærmest deja-vu da Marko Virtala igen pludselig strøg igennem, men heldigt for Herning var Nielsen på plads og fik akkurat afværget finnens kvalificerede afslutning.

Han var dog chanceløs kort efter da Rødovre igen førte en kontra helt igennem. Mads Eller passede på tværs til Steffen Klarskov, og han satte uden problemer over en forgæves sprællende Simin Nielsen.

Herning havde behov for et mål, og gerne et hurtigt et af slagsen. Oftest kom der en Rødovre-mand i vejen eller også sad pucken ikke inde for rammen.

Særligt de formodede topspillere hos Herning skulle til at stemple ind, og Lasse Lassen var en af dem der forsøgte sig, men halvvejs alene med O’Connor måtte han se sit forsøg parerret.

Klart største chance til Blue Fox i de midterste 20 minutter, men man måtte forsat kigge langt efter spillere som Brodie Dupont og Cameron Brace. I stedet var Joachim Linnet millimeter fra at kunne skrabe pucken i mål.

Nøglemoment i kampen da Blue Fox kunne spille i overtal periodens sidste to minutter. Spillet rodede dog stadig mere end tilladeligt, og Ben Cooper kunne godt finde de store gloser frem inden tredje periode.

Tyrene afviste rævene

Selvom der var lagt op til et stormløb mod gæsterne kunne publikum i stedet se, at Nicklas Carlsen var millimeter fra at gøre det til 3-0 og reelt lukke kampen. Muligheden blev dog bevaret da Rasmus Nielsen måtte skøjte til afsoning i straffeboksen.

Spændingen levede dog videre to minutter senere, men for gæsterne var det sikkert også fint, at der blev taget tid af klokken.

Det lignede derfor noget nær sidste chance, da Cameron Brace trak en udvisning på Julius Nyqvist, og publikum forsøgte at piske deres hold frem.

De kunne også kun se hovedrystende til, mens Lasse Lassen havde rævenes eneste forsøg med et forkølet skud fra distancen.

Man skal dog i samme ombæring huske at rose tyrene fra Vestegnen, der aldrig gjorde det sværere end det var, og var vældig godt organiseret i spillet uden puck.

I buret havde man så en sikker sidste skanse i Matt O’Connor, og da han hev en fantomredning op af hatten på en helt fri Lasse Lassen, så begyndte man at kunne ane opgivenheden i de midtjyske ansigter.

Kampen kunne passende ebbe ud med en udvisning til værterne, som med fem minutter tilbage nu skulle levere et mindre mirakel for at vende kampen.

Denne mission mislykkedes, og de tre point var således aldrig i fare for Rødovre. Mads Eller lukkede og slukkede opgøret med en scoring i tomt net. Metal Ligaen fortsætter altså med at være både tæt og uforudsigelig i denne spæde begyndelse på sæsonen.


Mestrene løb tør for krudt, SønderjyskE tog chancen og vandt Sæsonens mest kuriøse (selv)mål afgjorde i Odense