Gabriel Desjardins var i høj grad manden bag sejren i Herning, og canadieren var et symbolsk billede på gæsterne. Optimistisk i sin offensiv, organiseret i defensiven og pletfri i sin arbejdsindsats.

Herning Blue Fox - SønderjyskE: 1-5 (1-2, 0-3, 0-0)

Blue Fox kiggede inden kampen mod SønderjyskE formentlig ikke længere mod Aalborg, men i stedet fokusere på både aftenens gæster og Esbjerg, der kommer hamrende i bakspejlet.

Til opgaven i aften havde Blue Fox fået tiltrængt forstærkning fra Mathias From, Jacob Böll og Simon Schleicher, mens man måtte undvære topscorer Thörnberg. SønderjyskE har ikke set sig tilbage siden nederlaget i Esbjerg og rullede også på med fire kæder.

Mathias From var altså tilbage i line-uppen og hvis man ikke vidste det, blev man gjort opmærksom efter 17 sekunder. Høj fart igennem midtzonen, inden han tørrede bukserne af backen for så at udplacere Tobias Vilykke. 1-0 til From og Herning.

Efter 1:15 kunne Jacob Schmidt-Svejstrup så lige så sikkert udplacere Andersen på oplæg fra Anton Karlsson. Dermed 1-1 og altså en hæsblæsende start på det traditionsrige opgør.

Kampen fik sat sig efter de to tidlige scoringer og det var med Sønderjyske i deres solide 1-3-1-formation lurende på omstillinger, mens Herning blev overladt initiativet. Vilykke tog godt fra i målet, når det var påkrævet, og han var da også den mest travle af målmændene. 

Herning har på det seneste kæmpet en hård kamp med de defensive fejl, og endnu engang koste en netop sådan holdet dyrt. Pucken blev sendt direkte hen til Gabriel Desjardins, som flot fandt en fri David Madsen, og så stod der 1-2 på måltavlen.

Blue Fox fik to fulde minutter i fem mod tre, og her blev det tydeligt at holdet er ramt på selvtilliden. Spillet var usikkert, men man kom alligevel tæt på da From ramte stolpen.

Dobbelt Desjardins

Hjemmeholdte vandt skudstatistikken i første periode med 14-5, men det var næppe det man talte om i pausen.

I så fald fik man hurtigt fokus flyttet over på måltavlen, da Gabriel Desjardins efter 27 sekunder af perioden sendte pucken ind ved stolpen. Andersen så alt andet end godt ud i situationen og understregede Hernings kvaler på posten. Sønderjyske altså med en scoringsprocent på intet mindre end 50!

En udvisning til Herning gav gæsterne muligheden for nærmest at afgøre kampen tidligt, men gæsterne fik aldrig spillet til at stemme.

Det var dog af mindre betydning, da Gabriel Desjardins kort efter gik køkkenvejen og lagde pucken mellem benene på Andersen. Ingen i Kvik Hockey Arena kunne formentlig se Herning slå tilbage i denne kamp.

Pelle Hånberg skiftede derefter sin unge målmand ud og gav således debut til Janis Fecers.

Fecers gjorde det fornuftigt, men var ikke i stand til at dæmme op for SønderjyskE og Jacob Schmidt-Svejstrup. Den lettiske keeper kunne ikke holde skuddet og pucken trillede over stregen. Målet blev scoret i undertal.

Hansson-exit

SønderjyskE gik ind til tredje periode med tre sikre point på kontoen og var naturligvis tilfredse med situationen. Herning gik ind til perioden med et nederlag i hænderne og med udsigt til en svær opgave mod Rungsted om blot to dage.

Dette kunne ses i spillet på isen som cykelfans ville kalde en transport-etape og de to hold gav ikke Metal Ligaens udsendte meget at skrive om.

Blue Fox havde et par løse skud som Vilykke kærligt tog sig af, og i den anden ende havde Fecers heller ikke meget at lave.

Petter Hansson blev tacklet hårdt i banden og udgik. Dermed blev der lagt endnu et solidt lag til de defensive problemer i Herning og januar-programmet har vist sig at blive en decideret bagdel for Herning.

For Pelle Hånberg bliver den næste uge den nok vigtigste i svenskerens tid i Herning. Holdet skal genrejses fysisk og mentalt, inden Aalborg kommer forbi om fredagen. Den næste uge kommer til at afgøre, om Herning stadig kan kigge efter grundspillets førsteplads, eller om det er andenpladsen, der skal forsvares. 

SønderjyskE buldrer derimod videre med deres stramme defensive organisation og optimistiske offensiv. Andenpladsen er i høj grad inde for rækkevidde og kollektivet står stærkt.

 

 

 

 

 

 

 


RØDOVRE STÆRKEST i bundgyseren SVENSK TRÆNERDUO SKAL FØRE RUNGSTED gennem sæsonen