For et par dage siden kunne man i Kanal Frederikshavn læse om White Hawks-sportschefen Kasper Kristensen.
Han er med egne ord blevet ”svinet til og nedgjort” både på SMS og i telefonen af vrede Frederikshavn-tilskuerne, der har været utilfredse med sæsonens resultater.
Det er tidstypisk og har været det længe, at folk tillader sig alt muligt. På Instagram, Twitter på Facebook og på øvrige de sociale medier. Sommetider – men det er sjældent – er det med et glimt i øjet, oftest er det vredt.
Alle står for skud. I ishockeyverdenen er det som oftest spillere, trænere og sportschefer, der kan blive kaldt ”dumme, uduelige, ringvrag, tumper” og videre i den tone – måske endda værre.
I ”gamle dage” forblev de meninger på tilskuerpladserne, og de kom gerne ud under kampen. Ishockey er temperamentsfuldt spil og appellerer til temperament på tilskuerpladserne. Sådan er det. Sådan er gamet. Der må gerne råbes i en skøjtehal.
Vreden bliver i dag trukket med hjem på de sociale medier, hvor det er nemt at gå til tasterne og rase endnu mere ud.
Jeg tror ikke det er superskønt for en ishockeyspiller – eller en anden aktør – at køre hjem i bussen efter et 2-4-nederlag og læse, at han er en ”uduelig tumpe”, en ”idiot” eller andet lignende.
Til gengæld tror jeg gerne, at samme spiller gerne læser konstruktiv kritik om hans spillestil. For eksempel ”at vedkommende skyder for lidt, tackler for dårligt eller arbejder for lidt i defensiven” i stedet. Det er til at tage og føle på og han kan forholde sig til det – sammen med fagfolk i staben.
Kasper Kristensen har næppe andre intentioner end at det går så godt som overhovedet muligt for White Hawks.
Naturligvis har tilskuerne ret til at kritisere ham og gå i dialog med ham, men lad lige hans telefon og Messenger-konto være. Det er simpelthen at gå alt, alt for vidt. Hans kontor er altid åbent for en snak, som han også siger i artiklen.
Det gælder i øvrigt også, når fans diskuterer med på Facebook eller andre sociale medier. Der er langt fra at være uenig til at svine hinanden til med nedgørende udtryk og ord.
Den gode gamle tommelfingerregel er, at man skriver det til vedkommende, som man også ville tillade sig, hvis man stod overfor ham eller hende. Den regel sætter – tror jeg – sine naturlige begrænsninger.
Så husk nu at ”tale ordentligt” – også hjemme ved tastaturet.