Aalborg havde mulighederne, men kunne ikke helt tage vare på dem, og så tog Herlev ekstrapointet efter en lang dyst på straffeslag denne søndag eftermiddag i Spar Nord Arena.
Inden vi nåede dertil, skortede det ikke på dramatikken.
I slutningen af 2. periode sendte Jeppe Jul Korsgaard pucken mod mål, og efter en langt gennemtjek, vurderede kampens dommere altså at pucken havde krydset linjen. 1-0 til gæsterne.
Pirates sendte totalt 41 skud ned mod Lukas Horak i Herlev-målet, så han var i den grad spillet varm, hvilket skulle vise sig at være kærkomment senere.
Flere af disse afslutninger sad også på målrammen, som holdt hånden over Herlev Eagles i dag. Herlev kæmpede og kæmpede med at skabe tryk i den sidste periode, men mønstrede blot tre afslutninger inden for rammen i de sidste 20 minutter.
Hvad gør det dog, når den ene er sendt afsted, som Alexander Lindqvist-Hansen gjorde det med små fire minutter tilbage på klokken.
Et svirp med håndleddet, og så var pucken sat ind bag en sagesløs Thomas Lillie.
Jesper Alasaari måtte forlade opgøret mod slutningen efter at have fået en puck i ansigtet, og i overtiden overlevede gæsterne en undertalssituation, og så måtte vi til den sidste disciplin…..straffeslag.
Efter nogle fornemme straffeslag med tilhørende scoringer i indledningen, blev det målvogternes tur til et brilliere.
Det rakte indtil Jani Siekkinen listede pucken i nettet, og da Lukas Horak efterfølgende afviste Trevor Gooch, kunne Ørneborgen feste over ekstrapointet, og de totalt set to points der tikkede ind på kontoen.