Lukas Lundvald Nielsen er tilbage i dansk ishockey. Spilleren, der er vokset op i Odense og har spillet for både hjembyen, Gentofte, Herlev og været i britisk og polsk ishockey, standser nu op i Herning, hvor han skal spille den kommende sæson. Han præsenteres således:
Blue Fox-offensiven bliver til den kommende sæson styrket på både bredde og teknisk talent med den 27-årige danske forward Lukas Lundvald Nielsen, som kommer til Herning fra den polske klub, Zaglebie Sosnowiec, der spiller i den bedste polske række.
Lukas er en hårdtarbejdende forward, som spiller med masser af fightervilje og passion, men som også er en rigtig målscorer type med et teknisk højt niveau. I de seneste sæsoner i den danske liga, hvor han har spillet for Odense Bulldogs, har han scoret henholdsvis 12 og 16 mål og lavet totalt 60 point i 88 kampe, så det er altså således en spiller, som kan producere offensivt der kommer til Herning.
I alt har Lukas spillet 235 kampe i den danske liga fordelt på Herlev Eagles, Gentofte Stars og altså moderklubben Odense Bulldogs, hvilket giver ham en masse liga erfaring.
Udover sæsonerne i Polen og hos de 3 tidligere klubber i Danmark, så har Lukas Lundvald Nielsen også repræsenteret Dundee Stars i den britiske liga – EIHL, hvor han ligeledes viste sine evner til at finde vejen til netmaskerne med i alt 32 mål og 40 assist, hvilket vil sige totalt 72 point i 83 kampe for Dundee Stars.
Blue Fox direktør Torben Skovsgaard glæder sig til seneste og sidste tilsnit til holdet, som han forventer vil bibringe en masse x-faktor og bredde til holdet, så man har flere strenge at spille på.
”Vi har haft nogle rigtigt gode samtaler med Lukas, som også har været på besøg i Herning og træne med holdet i opstarten til den kommende sæson. Vi tror på at Lukas kan blive en rigtig god tilføjelse til holdet, som udover at være en god ishockeyspiller også er en energisk, glad og ikke mindst ambitiøs fyr. Dette afspejles blot af, at han ved siden af sit hverv som ishockeyspiller driver egen virksomhed, som arbejder med bæredygtig affaldshåndtering, hvilket jo passer perfekt ind i Blue Fox’ CSR strategi – Blue Goes Green”, fortæller Torben Skovsgaard.
Med tilgangen af Lukas Lundvald er spillertruppen hos Herning komplet frem mod sæsonstarten i Metal Ligaen.