Kampstart 15:00 i Herning, Frederikshavn, Aalborg og Herlev

Sikke en hockeysøndag, vi har i vente. Afgørelsens time nærmer sig i Metal Ligaens grundspil, og vi kan få afklaring på et par vitale ting, hvis tingene flasker sig. 

Først og fremmest er bundstriden - eller kampen om ottendepladsen - den mest interessante. Og vi er i to arenaer i eftermiddag, hvor der spilles med kort kilometerafstand. Aalborg og Frederikshavn. 

Vi begynder i Frederikshavn, hvor hjemmeholdet virkelig fik et godt rygstød fredag aften i Herlev. For første gang siden landsholdspausen, lykkedes det for Frederikshavn at få point, og det var vitalt for White Hawks, at Emil Aronsson sikrede vendelboerne en sejr i straffeslagene. 

Det betyder nemlig, at Frederikshavn i teorien kan kvalificere sig til playoffs i eftermiddag. Det sker, hvis nordjyderne sikrer sig tre point mod Odense, samtidig med, at Rødovre taber i Aalborg. 

Kigger vi på de indbyrdes kampe mellem Odense og Frederikshavn, er fynboerne favorit. Odense fører 4-1 i indbyrdes opgør og har vundet begge kampe i Frederikshavn i denne sæson. Og trods 3-4'eren i Vojens i fredags kommer Odense faktisk til kampen i eftermiddag i gennemgående fin form.

Og Bulldogs har stadig en fjerdeplads at kæmpe for, så det er ikke nogen walkover for White Hawks. På ingen måde. Det ligner en forsigtig affære fra begge hold i eftermiddag, og formentlig uden alt for mange mål. 

Kampen i Aalborg, hvor hjemmeholdet tager imod Rødovre, er den anden kamp, der gælder i kampen om den sidste playoff-plads. Selv om Rødovre har gjort det respektabelt i de seneste kampe, er Pirates favorit til at vinde i eftermiddag. 

Aalborg har stadig noget at indhente spillemæssigt efter trænerskiftet og har endnu ikke været oppe i sjette gear efter at Jens Nielsen tog over. Kampen i Odense i tirsdag var ikke særlig god den første halve time, men stærk i den sidste halve time, hvor Pirates spillede med den nødvendige intensitet. 

Den skal findes frem i hvert eneste skift frem mod slutspillet, så derfor går Aalborg også efter at vinde i dag. Også fordi, at det seneste opgør mellem Aalborg og Rødovre i Aalborg endte med en 3-2-sejr til Rødovre - endda i en kamp, hvor Rødovre manglede to håndfulde spillere. 

Rødovre kommer til kampen i håbet om at overleve ud fra en stram defensiv og en stærk målmandspræstation. Og så mere effektivitet end mod SønderjyskE og Rungsted, når chancerne kommer. 

Det gælder overlevelse for Rødovre, og sikke et boost det ville være endelig at komme i slutspillet. Bare en "ottendedelsfinale" på fredag i en fyldt Holger Danske Arena vil være en stor ting for Olaf Eller og co.

Herlev tager imod Esbjerg og Eagles har også brug for at komme op i gear til slutspillet.

Det var nogenlunde solidt, men ikke helt godt nok af Herlev mod Frederikshavn. Powerplayspillet haltede gevaldigt, og ret beset fik Herlev ikke helt vendt 0-8'eren i Herning til noget positivt.

Det skal ske i eftermiddag og derfor bliver det en hård nød at knække for Esbjerg. 

- Det er aldrig let mod Herlev og slet ikke på deres hjemmebane. Alle udekampe er vanskelige, det måtte vi senest erkende i Hørsholm mandag. Det er svært at spille i Herlev. Vi har brug for at få bekræftet, at vi er et stærkt mandskab. Og vi møder et stærkt hold, som man må respektere, hvis man ikke vil straffes. Vi skal genfinde momentum, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers. 

- Vi kæmper for at holde Odense bag os og genfinde melodien før slutspillet. Holder vi Odense bag os, starter vi
slutspillet hjemme, hvor vi er komfortable. Lykkes det ikke kan vi med en sejr på Fyn lægge pres på Odense. Nu arbejder
vi på at genetablere selvtilliden og genfinde momentum før slutspillet, siger han. 

Endelig er der match i Herning, hvor Rungsted er på på besøg.

Hjemmeholdet kæmper for det bedst mulige udgangspunkt frem mod "finalen om andenpladsen" mod SønderjyskE på tirsdag. 

Det er nødvendigt for Herning at vinde mindst to point i eftermiddag. Så vil en sejr i overtid i Vojens på tirsdag være nok til andenpladsen. Får Herning under to point, skal man vinde i ordinær tid tirsdag.

Alt det er fremtidsmusik. I dag møder Herning Rungsted, der ikke bliver nogen nem nød at knække. 

Rungsted har vist fremgang på det seneste, og det er som både Quinn Ryan og den nye trænerduo har løftet Rungsted efter landsholdspausen. 

Nordsjællænderne bliver et farligt hold at møde i kvartfinalen, fordi man aldrig ved, hvor man har holdet. Og så husk lige på, at Herning og Rungsted sagtens kan blive modstandere på fredag i playoffs.

Der bliver næppe givet ved dørene i eftermiddag - hverken i Herning eller i de andre tre haller.

Du kan naturligvis se ALLE kampe direkte på Metalligaen.tv.


ISEN ØDELAGT I FREDERIKSHAVN: KAMPEN SPILLES KLOKKEN 17 I HAL2 GOALSHOW: Se målene fra Herlev-Frederikshavn