"Udenforstående" spørger ofte denne skribent: Hvad spiller man egentlig om i grundspillet, når otte af ni hold går videre?
Kampen mellem Aalborg og Odense i eftermiddag fortæller vel det hele:
Det gælder fjerdepladsen og hjemmebanerettigheden i kvartfinale.
Det gælder muligheden for at få den første kamp på hjemmebane og dermed få publikum bag sig fredag aften i kamp 1.
Det gælder hjemmebane i en eventuel kamp syv, hvor det hele skal afgøres.
Og det gælder økonomi i en eventuel kamp syv, hvor både Aalborg og Odense kan fylde hallen.
Så vi har egentlig en "bedst af otte"-serie mellem de to hold, der begynder i eftermiddag i Aalborg.
Kigger man på form og spil over de sidste kampe, så ligner Aalborg en lille favorit. Nordjyderne spillede solidt uden at være prangende senest i Rungsted, mens Odense fredag aften gav et hav af chancer væk mod Esbjerg i 1-2-nederlaget.
Det var ikke alt for godt af Odense.
Begge hold er - bortset fra de langtidsskadede hos Aalborg - mere eller mindre fuldtallige, og det kunne godt se ud til, at Aalborg og Odense byder hinanden op til en rigtig spændende kvartfinaleserie fra fredag.
Forudsætningerne er klare: Odense skal vinde i ordinær tid for at passere Aalborg i tabellen og sikre sig hjemmebane i kvarten.
Alle kampe spilles klokken 15 i eftermiddag og kan ses på DirekteSport.
Esbjerg Energy tager imod Rødovre Mighty i en regulær opvarmningskamp til slutspillet.
Det store spørgsmål hos Esbjerg er, om Philip Larsen bliver klar til kvartfinalen og kan forstærke vestjydernes backlinje. Kunne han få en opvarmningskamp i dag, hvis såfremt i fald..? (Dette er kun spekulation).
- Rødovre er veltrænede og spiller med en klar struktur, så den kamp skal vi også levere i, siger Esbjerg-træner Markus Åkerblom inden kampen.
Esbjerg spillede en god kamp fredag aften og vandt 2-1 i Odense, mens Rødovre skuffede og tabte 1-4 til Rungsted foran en fyldt Holger Danske Arena.
Endelig er det interessant, om Sønderjyske kan presse Herning igen.
De to hold spillede en helt tæt kamp fredag aften, og selv i nederlagets stund så Nikolaj Krag ganske tilfreds ud med at have trukket Herning ud i overtid.
Spørgsmålet er, hvilken approach de to hold går til kampen med.
Der er historik i højsædet i dag i Vojens, når det fejres, at det er 20 år siden mesterskabet kom til byen igen efter 24 års ventetid.