Mads Søgaard, der tidligere i denne sæson spillede Metal Liga for Esbjerg Energy med fin succes, fortsætter med at imponere i AHL.
Natten til i går vandt Belleville Senators med Søgaard på mål for tredje gang på stribe. Denne gang 4-3 over de allerede kårede vindere af Canadian Division, Laval Rocket.
Senators havde igen Søgaard på mål, og med 26 redninger på 29 skud overbeviste danskeren igen med en fin indsats.
Det betyder, at Mads Søgaard fortsætter sin helt perfekte start på den nordamerikanske prof-karriere.
- Han har vundet tre kampe af tre mulige
- Hans GAA står på 2.34 i de tre kampe
- Hans redningsprocent er på 91.9.
Der er næppe den mindste tvivl om, at Søgaard er i AHL fra begyndelsen af næste sæson, og at Senators har gode øjne på danskeren i forhold til en NHL-position senere i karrieren.
Frederik Andersen huserer ligeledes i AHL for øjeblikket, men på en helt anden baggrund. Han er nemlig ved at forsøge at spille sig varm til NHL-slutspillet og har derfor brug for kamptræning. Den har han hidtil fået i halvanden kamp hos Marlies, og rent statistisk har det ikke været specielt godt af danskeren, der står med 88,5 i redningsprocent og 3.77 mål imod. Forhåbentlig går det bedre med formen og Andersens knæ, der har været årsag til en længere pause hos Maple Leafs.
Håber hos Maple Leafs er, at Andersen finder formen til slutspillet og at hans knæ holder til stadig større belastninger. Han har stadig mulighed for en enkelt kamp mere hos Marlies, inden han igen tilslutter sig Maple Leafs.