Efter seks sæsoner i Nordsjælland, heraf de fem som kaptajn, slutter Marcus Olsson sin karriere.

En af de mest markante udenlandske spiller i nyere tid i Metal Ligaen takker af. Rungsted-kaptajn Marcus Olsson siger farvel efter to sæsoner i Frederikshavn og seks sæsoner i Rungsted derefter. Han nåede i alt 407 kampe i Danmark med 341 point til følge. 

Olsson får en fin hyldest med på Rungsted Seier Capitals hjemmeside i den forbindelse. Den lyder således:

Da Marcus Olsson kom til Rungsted Seier Capital i 2017, blev han en del af et hold hvor der var noget stort på vej.

I den første sæson blev det til bronzemedaljer, efterfulgt af to guldmedaljer og en sølvmedalje.

Olsson har tillige hævet Final 4 trofæet én gang, og spillet i yderligere to Final 4-finaler.

Totalt har Marcus Olsson spillet i seks finaler gennem sine seks sæsoner hos Rungsted Seier Capital.

Undervejs er det blevet til 313 kampe og 265 point, heraf 114 mål, hvilket gør Olsson til den spiller med 9. flest point, og 12. flest kampe i Rungsteds historie.

Bemærkelsesværdigt blev det kun til 60 udvisningsminutter, svarende til fem udvisninger pr. sæson, hvilket også understreger, hvilken fair spiller Marcus Olsson altid var på isen.

Fra Rungsted Seier Capitals side vil vi gerne sende en STOR tak til Marcus for hans fantastiske lederskab både på og udenfor isen. 
Vi kommer helt sikkert til at savne trøjen med #40, der så mange gange har stillet op til første faceoff i en kamp!

 


TRUPPEN MOD SVERIGE ER KLAR! AALBORG I DM-FINALEN efter 5-1-sejr over Herlev