Martin Lefebvre er tilbage hos Aalborg Pirates, hvor han forstærker backlinjen for den kommende sæson.
Det har Aalborg Pirates netop afsløret i forbindelse med sæsonåbningen, hvor sportschef Ronny Larsen afslørede, at canadieren vender tilbage.
Den 28-årige back lavede 52 point i 65 kampe i Aalborgs guldsæson 2017/18 og blev af de fleste regnet som Metal Ligaens bedste back i den pågældende sæson.
Derefter skiftede han til Krefeld i 2018/19, hvor han spillede en fornuftig sæson, men sommertræningen derefter kostede en overrevet akillessene og derefter måtte han ud i en solid omgang genoptræning, der kostede en halv sæson 2019/20.
Han blev hentet til Aalborg Pirates op til Metal Final4 i begyndelsen af 2020, men blev umiddelbart skadet i semifinalen mod Frederikshavn. Derefter nåede Lefebvre otte kampe i grundserien for Pirates med to mål og to assister til følge.
Nu starter han for første gang siden 2018 op fra ”bunden” igen og det bliver altså i Aalborg, hvor de utvivlsomt glæder sig til Lefebvre i topform igen.