Lefebvre og Højbjerg var på toppen for Pirates i aften

Aalborg Pirates har nu fem point efter to kampe, mens SønderjyskE kom ned på jorden igen efter den flotte premieresejr over Herning fredag aften. Det blev konklusionen efter en underholdende match i Frøs Arena, der havde fortjent mere end 375 tilskuere

To gange Martin – Lefebvre og Højbjerg – delte matchvinderrollen for Aalborg med to scoringer hver i gæsternes 5-3-sejr.

Det hele begyndte med en ganske begivenhedsrig første periode, til dels præget af en stribe udvisninger.

Den første af dem tilfaldt gæsterne, og hjemmeholdets power play så skarpt ud, anført af Rollin Carlsson der flere gange viste glimrende overblik.

Bedst som det dog så ud til, udeholdet slap med skrækken, opsnappede sønderjyderne pucken kort inde i zonen. Cam Brown fik masser af plads og fandt snedigt Steffen Frank, der køligt udplacerede Georg Sørensen.

Kort efter var den atter gal. Josh MacDonald måtte besøge sin tidligere hjemmebanes straffeboks.

Denne gang blev power playet dog knapt så skarpt trukket op, hvorfor der ikke sprang de store chancer ud af det.

Spillet bølgede frem og tilbage og i visse situationer kneb det for hjemmeholdet med at cleare egen zone, mestendels på grund af sløsede udspil.

Kabanov fik en kæmpe chance, men Galbraith var på plads i kassen og russeren blev den lille i den duel.

Julian Jakobsen var næste mand i skammekrogen, og så brændte det på foran Sørensens mål.

Brendan Harms ladede kanonen, første forsøg klarede keeperen lige akkurat, mens andet riv fra Harms klokkerent sad på stolpen.

Nu var det så tid til at teste dørene i værternes straffeboks.

Først Martin Eskildsen og kort efter han havde afsonet sin straf, var det Daniel Kønigs tur.

Pirates producerede et par fornuftige chancer og med et lille minut på uret, fik man udbytte af anstrengelserne.

Martin Lefebvre sendte et skud afsted efter et par kvikke kombinationer og Galbraith måtte give fortabt efter tyve underholdende minutter.

Herlig underholdning

SønderjyskE startede anden periode i overtal.

Det gav ingen afkast på måltavlen, men til gengæld gav det værterne momentum.

Brendan Harms og Daniel Galbraith var tæt på, men Sørensen tog godt fra mellem stolperne.

Hjemmeholdet stod højt i banen og lurede på puck erobringer.

En sådan lykkedes Mathias Borring med. Han fik spillet kædekammerat William Boysen blank og selv om Georg Sørensen halvklarede var det ikke nok, da Boysen havde held til at skubbe returen ind.

En udvisning til Julian Jakobsen gav værterne chancen fire mod fem.

Brendan Harms spillede Rollin Carlsson fri, men en spektakulær redning fra Georg Sørensen forhindrede svensk scoring.

Gæsterne arbejdede sig ind i kampen igen og fik lagt et godt tryk på hjemmeholdet omring den halve time.     

Julian Jakobsen blev nedlagt i fri position og dommer Grumsen markerede for straffeslag.

Martin Lefebvre tog sig af det, men baghåndsafslutningen sad i handsken på Patrick Galbraith.

Den elegante back lod sig dog ikke slå ud af det.

Minuttet senere udnyttede udeholdet smart et sløset opspil fra Oliver Gatz, og pucken endte hos Lefebvre, der via Galbraiths handske sendte udligningen ind.

Kort tid senere opfangede Vedel pucken og trykkede ganske resolut af. Underkanten af overlæggeren reddede for Sørensen.

To sønderjyske udvisninger i periodens sidste fem minutter gav overtag til Pirates.

Flere gange måtte Galbraith hive nogle store redninger frem, blandt var Korsgaard og MacDonald begge ude efter et føringsmål.

Det blev imidlertid hjemmeholdet, der slog til i undertal.

Rollin Carlsson kom afsted med Brendan Harms. Ping Pong spil mellem de to og så kunne Carlsson sætte pucken i det tomme mål med under et minut til pausen, 3-2.

Martin Højbjerg tog over fra Mikkel
SønderjyskE havde en friløber tidligt i tredje periode, men George Sørensen blev den store i duellen med Victor Rollin Carlsson.

Fredag aften var Mikkel Højbjerg den store helt, men i aften var det tvillingebror Martin, der tog over, da Aalborg skulle tilbage i kampen.

Vi var fem minutter inde i tredje periode, da Patrick Galbraith blev efterladt uden hjælp af sit forsvar. Martin Højbjerg skød to gange og anden gang landede den i nettet. Aalborg havde udlignet.

Samme Højbjerg var på spil igen i det 52. minut, da han fik smidt en puck ind på Galbraith. Foran målet tog Daniel Kønig Hansen udsynet for sin målmand og gæsterne, der på det tidspunkt så friskere ud, var i føring, mens den sønderjyske defensiv haltede.

Hjemmeholdet forsøgte at lægge pres til sidst, men i stedet for scroing, lukkede Sebastian Bergholt festen for gæsterne, der dermed kunne drage ud i bussen og hjem fra den næsten tomme arena i Vojens med tre point og en god sæsonstart.


VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Aalborg 6-2 over Herning: Rungsted sprudlede i anden periode i Bitcoin Arena