Esbjerg-angriberen rykker videre i karrieren
Niklas Andersen leverede ikke mindst i første halvdel af sæsonen fremragende takter for Esbjerg Energy, og de takter vakte åbenbart så stor interesse hos agentkorpset ude i Europa, at en klub fra den bedste tyske række, Deutsche Eishockey Liga, fik interesse for ham.
Hockeytinget.dk fortalte tidligere på sæsonen, at Andersen - og i øvrigt også Anders Krogsgaard fra Aalborg - rykker til DEL, og i dag bekræftes rygtet af Niklas Andersen selv.
Han bekræfter historien overfor JydskeVestkysten.
- Det er en stor chance for mig, og jeg var ikke i tvivl, da jeg fik tilbuddet. DEL er et stort spring opad for mig i min karriere, siger han til avisen.
Andersen har skrevet en toårig kontrakt med den ikke nærmere definerede tyske klub.