Den 21-årige forward hugger videre i Vestjylland

Godt for vestjyderne, der holder af ishockey: 

Den 21-årige forward Niklas Andersen, der for øjeblikket er med det danske landshold i Norge, spiller også i næste sæson i Esbjerg, skriver klubben i en pressemeddelelse.

– Jeg har ambitioner om at afprøve talentet i udlandet på et tidspunkt, men jeg vurderer, at endnu et år i Esbjerg-trøjen vil være godt for min udvikling og det rigtige for mig. I sidste sæson var samarbejdet med kædekammeraterne Christian Wejse og Jesse Mychan godt, så jeg valgte at fortsætte i min barndomsklub og håber det bedste for det kommende år, forklarer Niklas Andersen.

– Som hold kunne vi ikke være tilfredse med den tidlige exit fra slutspillet. Den slags er aldrig sjovt. I min tid i Esbjerg er det blevet til to finaler og en semifinale før årets exit fra kvartfinalerne. Folk gjorde hvad de kunne, men det er vigtigt for mig, at vise at vi er bedre end resultatet antyder, siger han. 

– Niklas er en ung wing med gode spidskompetencer. Med sin fysik og fart formår han at udfordre og samtidig er han en trussel med sit skud. Han er et eksempel på den udvikling af ambitiøse spillere, som vi sætter højt i Esbjerg, fortæller Energy-assistent Thor Dresler.

Niklas Andersen har vundet et dansk mesterskab, en sølvmedalje og blev i sæsonen 2014/2015 kåret til årets rookie i dansk ishockey. Den 180 cm høje vestjyske forward har spillet mere end 230 kampe i Metal Ligaen og er i denne sæson blevet en del af det danske landshold.

– Som led i min udvikling som ishockeyspiller ønsker jeg at score mere, men også bidrage med andre spilafgørende momenter for mit hold. Og så skal jeg være dygtigere i mit defensive arbejde, ikke mindst spillet i egen zone. Den seneste sæson var en resultatmæssig skuffelse for holdet, men min personlig bedste. Det var et lille step op i den rigtige retning for mig. Men jeg er overbevist om, at jeg kan gøre det endnu bedre. Og der er stadig mange dele af spillet, som kan forbedres, specielt med den spilletid jeg får fx i powerplay, fortsætter den unge vestjyde.

– Niklas udviklede sig fint i sidste sæson. Med sit hårde skud er han en trussel i vores overtalsspil. Nu glæder vi os til at videreudvikle ham i det kommende år, så han fx bliver dygtigere til at holde fast i pucken, så vi kan fastholde presset, supplerer Thor Dresler.


DALE MITCHELL STOPPER I FREDERIKSHAVN VIDEO: Rungsteds guld i ishøjde