Der er ingen tvivl om, at min aflønning har en langt højere værdi nu, end hvis jeg var lønnet i danske kroner, siger Rungsted-angriberen til Finans.dk

Nikolaj Rosenthal holder ved sine bitcoins, som han i 2017 sagde goddag til, når han skal have udbetalt sin løn.

I øvrigt en historie, der gik verden rundt, eftersom Rosenthal var den første sportsudøver i verden, der fik den specielle udbetaling af sin løn.

Finans.dk har talt med Rungsted-angriberen, der i en sidebemærkning siger, at han med sikkerhed stopper med at spille ishockey, når hans nuværende kontrakt udløber i 2023.

Altså er der afslutningen på denne sæson og yderligere to sæsoner tilbage for Rosenthal.

- Jeg ville aldrig kunne have lavet en aftale på normal vis med den værdi, som min bitcoin-aftale nu har. Der er ingen tvivl om, at min aflønning har en langt højere værdi nu, end hvis jeg var lønnet i danske kroner, siger Rosenthal til Finans.dk – og forklarer overfor Metalligaen.dk, hvordan hans Bitcoin-aftale er skruet sammen:

Bitcoin Suisse er sponsor i Rungsted, og en gang om året - i februar-marts - låser virksomheden et antal Bitcoins på en fast kurs.

Det er de Bitcoins, som Rungsted Seier Capital køber for et beløb svarende til Rosenthals honorar for en sæson EFTER skat. Rosenthals bruttoløn, før Bitcoins overhovedet kommer ind billedet, indgår i Rungsteds lønsumsberegning.

Først når Nikolaj Rosenthal selv disponerer over sin nettoløn, som bliver udbetalt i Bitcoins, er hans indtægt altså afhængig af kursen på krypotovalutaen, som han sparer op.

Det har som bekendt været en god forretning det seneste år, hvor kursen på Bitcoins er rendt kraftigt i vejret.

- Markedet for bitcoins og andre kryptovalutaer er blevet mere modent. Professionelle aktører er kommet med og har på den måde blåstemplet det hele. Engang virkede det hele meget bobleagtigt, men sådan synes jeg ikke, at det er længere, siger Nikolaj Rosenthal til Finans.dk.


Efter Bau-forlængelse: Herning har ni spillere på plads til næste sæson ALES SOVA FORLÆNGER sin kontrakt med Odense