Odense Bulldogs har sikret sig et af de største offensive talenter i dansk ishockey, nemlig Jonathan Brinkman. Det 21-årige angrebstalent skifter fra Rødovre Mighty Bulls og har underskrevet en toårig kontrakt med Odense Bulldogs.
Det skriver fynboerne i en pressemeddelelse, hvor Brinkman præsenteres således:
Trods sin unge alder er Jonathan Brinkman allerede en del af det danske A-landshold og har tidligere repræsenteret samtlige af de danske ungdomslandshold. Han er et af de største danske angrebstalenter herhjemme og besidder et kæmpestort udviklingspotentiale, hvilket tydeligt afspejles i hans kampe for A-landsholdet.
Jonathan Brinkman er også i øjeblikket højaktuel på landsholdet, da han var at finde i truppen til begge kampe mod Sverige i sidste uge, og ligeledes er med landsholdet i Finland i denne uge, hvor der venter to testkampe mod netop de kommende VM-værter fra Finland.
- Vi er rigtig glade for at have sikret os tilgangen af Jonathan Brinkman for de kommende to sæsoner. Han er en ung, talentfuld forward, der teknisk er rigtig, rigtig dygtig og besidder et solidt pasningsspil. Han er stærk på pucken og udfordrer godt i en-mod-en situationer, hvor han for alvor kan udnytte sine mange kvaliteter, siger administrerende direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen.
Jonathan Brinkman har i de seneste to sæsoner tørnet ud for Rødovre Mighty Bulls, hvor talentet for alvor har fået lov at blomstre, og i indeværende sæson var han et lyspunkt i Rødovres offensiv, hvor han noterede sig 28 point i 47 kampe.
- Brinkman har allerede vist sit store talent frem både på landsholdet og herhjemme i Metal Ligaen, og vi glæder os til at se ham tage yderligere skridt i sin udvikling hos os. Vi tror virkelig på, at han kan accelerere sin udvikling i Odense Bulldogs, og styrke vores offensiv i både rollen som oplægger og målscorer, tilføjer Ole Nielsen.
Jonathan Brinkman selv er også glad for skiftet til Odense Bulldogs og ser frem til at trække trøjen over hovedet:
- Odense Bulldogs har gang i et rigtig spændende projekt, hvor de har fundet vej tilbage til toppen af dansk ishockey, og for alvor er blevet konkurrencedygtige på højeste niveau – og dét projekt glæder mig til at blive en del af.
- Jeg har store ambitioner for både mit eget spil og min personlige udvikling, men i særdeleshed også for holdet, hvor jeg ser frem til at bidrage med en gennemsyrende vindermentalitet og kreativitet på isen, fortæller Jonathan Brinkman.
Med Jonathan Brinkmans tilgang på holdet styrker Odense Bulldogs danskerstammen og offensiven yderligere, og fansene kan dermed glæde sig over, at se et af Danmarks største ishockeytalenter folde sig ud i Spar Nord Arena.