Fynboerne fik vitalt mål på det rette tidspunkt

Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital 3-1 (1-0,0-1,2-0)

Når en slutspilskamp skal afgøres, er det de små ting, der tæller.

I tredje periode af kampen mellem Odense Bulldogs og Rungsted Seier Capital var stillingen. 

I grove træk havde de to hold haft en periode hver i løbet af de første 40 minutter, og begyndelsen af tredje periode var spillet nervøst og stemningen knitrende på lægterne i Odense. 

En ufarlig puck landede nede hos David Grubak, der fik den smidt til Jesper Solomon Frisell, der fumlede lidt med den. Skiven endte bag mål og pasningen fra Joakim Thelin op til Jonathan Brinkman fik David Grubak rettet af, så Odense-angriberen kunne hamre den ind til 2-1. 

Der var spillet 44 minutter, og det skulle blive kampens afgørende moment. For selv om Rungsted pressede på og forsøgte af pushe spillet ned mod fynboernes mål, så kom gæsterne ikke til kæmpestore muligheder i slutfasen af kampen.

Og så endte hele den underholdende ishockeykamp med, at Marcus Oden scorede i tomt mål for hjemmeholdet, der blev klappet ud af banen i Spar Nord Arena efter 3-1-sejren.

Begge hold kunne med rette insistere på, at kampen kunne være afgjort tidligere. 

Odense havde godt fat i første periode, anført af en stærkt spillende Malte Setkov og kæden med Piroutek, Thelin og Brinkman, der var fynboernes bedste i eftermiddag.

Det var Setkov, der fik scoret periodens eneste mål, da han plaffede et præcist slagskud i nettet til 1-0 efter 6:38 minutter. 

Fynboerne havde flere gode muligheden i en stærk første periode og førte også fortjent, da kampen passerede halvvejsmærket. 

Men så tog noget ved Rungsted. Pludselig fik gæsterne presset spillet frem i Odenses zone, og Rungsted satte sig totalt på kampen, og fik spærret Bulldogs inde i egen zone i lange sekvenser.

Helt logisk kom udligningen. Det var Valdemar Hull, der fik skubbet en løs puck ind bag Lundström.

Og nøjagtig som som Odense havde muligheder til en større føring efter første periode, var Rungsted også tæt på både 2-1 og måske endda 3-1 i den resterende del af anden periode, hvor gæsterne trykkede på foran Lundström. Svenskeren stod i øvrigt en fremragende kamp for hjemmeholdet. 

Lige bortset fra det lidt "plumrede" mål til 2-1, var David Grubak også en sikker sidste skanse for Rungsted. 

Både Gustav Green (Rungsted) og Joakim Thelin (Odense) var med på, at kampen havde været tæt og jævnbyrdig, da de blev interviewet til Metalligaen.tv efter kampen, men begge mente også, at deres hold havde "The Edge" i matchen og nok havde fortjent at vinde.

Nu blev det Odense i aften i en meget lige kamp, forhåbentlig fortsætter det sådan på tirsdag i Rungsted.

Det var en dejlig at være vidne til i dag. Masser af intensitet, men også godt flow i spillet fra begge hold i lange perioder. I tredje periode fik spillerne dog lov til at hive og slide lidt for meget i hinanden i nærkampene, men fair nok, sådan var dommerlinjen i dag, hvor ingen af holdene kunne klage over forskelsbehandling. 

Fjerde akt på tirsdag i Rungsted. 


SLUTSPILSBLOGGEN 10: Semifinalerne er i live! Aalborg reducerede i serien efter stærkt comeback