Tredje runde i slaget om DM spilles i aften, og det er med Aalborg Pirates i det absolutte førersæde, når det går løs 20:15 i Sparekassen Danmark Isarena.
Nordjyderne er som bekendt på 2-0 i kampe, og det er - også som bekendt - temmelig essentielt, at man ikke kommer bagud med 0-3 i en serie. Sker det, er det statistisk mere end vanskeligt at komme tilbage, vende og vinde serien igen. Så gæsterne fra Herning er under pres i aften efter Martin Højbjergs overtidsmål først på aftenen søndag.
Set over hele serien har Aalborg også været bedst spillende, og selv om Herning blomstrede op i tredje periode søndag, så er det vel ikke helt fejlvurderet at konstatere, at Aalborg var bedst over hele kampen.
Sådan var det også i den første kamp, så noget skal vendes om for midtjyderne lige fra første minut i aften i en tætpakket arena i Aalborg.
Spændende, hvad træner Tirkkonen finder på. Skal der stilles om i kæderne efter udgangsopstillingen har været den samme i to kampe, eller fortsætter Blue Fox med samme folk. Vi så jo for eksempel i den syvende semifinale, at From og Marinaccio eksploderede totalt - på den positive måde. Skal Mathias Bau sættes op med andre spillere?
Allerede en time før kampen, når holdopstillingerne kommer, får vi altså første og spændende indikation på, hvad der kommer til at foregå.
Hernings Mads Christensen efter kampen i søndags:
- Skulle der være noget positivt, så er det da, at vi trods alt får scoret tre gange. Vi formåede ikke at score i fredags. Nu skal vi lige fordøje den her, og så er vi klar igen tirsdag. Vi har naturligvis ikke tænkt os at give op. Vi var altså ikke langt fra sejren i dag. Det var vi til gengæld i fredags, sagde han til Sportherning.dk.
I Aalborg er der naturligvis ro og glimrende humør.
Nordjyderne ved godt, at en 2-0-føring giver en vis ro, men hvor Herning skal finde "nøgler", skal Aalborg-mandskabet arbejde for at finde det rette spændingsniveau og ikke tage for afslappet på den betryggende situation.
En af de stærke offensive aktører hos Aalborg i slutspillet, Matt Salhany, hylder sine backer efter de to første kampe:
- Vi har alle et defensivt ansvar, men jeg vil gerne rose vores backer for at spille virkelig godt i de to første finalekampe. De har virkelig taget fra. Vores disciplinerede indsats begynder hos dem. Defensiven har været afgørende for, at vi har været i stand til at holde vores struktur. Vi så i den anden kamp, hvad det betyder, når vi afviger fra strukturen. Det koster med det samme, siger Matt Salhany.
Skader/karantæner: Herning måtte i kamp to stadig undvære Lundvald og Vilstrup, mens Aalborg havde Emil Marcussen med som 13. forward i stedet for Oliver Anker Christensen. Måske en skade, eftersom Oliver Anker Christensen var meget stærkt spillende i den første finalekamp.
Det forventer vi: At Herning kommer fuldstændig koncentreret ud til kampen i aften og forsøger at lukke ned for Aalborgs offensiv, der kommer susende fra start. Kan Herning levere en nålestiksoperation med et par kontramål? Det er opskriften for gæsterne i aften.
Hold øje med: Julian Jakobsen har ikke taget mange dårlige beslutninger i de første to finalekampe. Hans evner som regissør har været uovertrufne i det her slutspil. Hos Herning har man ganske enkelt brug for Mathias Bau og hans evner til at gøre det uventede.
Statistikken: Herning har brug for en storkamp af MacCarruth, der nu er på 89.95 i redningsprocent i slutspillet. George Sørensen står på samme parameter på 92.25 procent.