Transmissionen begynder klokken 19:50 på TV2 Sport, hvor Søren Kaster og Michael Eskesen kommenterer.
Og efter to fremragende semifinaler i går, kan forventningerne til finalen i aften kun være tårnhøje.
Herning Blue Fox leverede en fremragende, disciplineret og meget solid semifinale mod SønderjyskE, og det lignede næsten et hold fra Todd Bjorkstrands storhedstid - bare lige en tand mindre "stramt" end Bjorkstrand praktiserede det.
Men antallet af blokerede skud og evnen til at arbejde tilbage i banen var Herning på den gamle måde, og kan Blue Fox levere på samme måde i aften, kan det blive vanskeligt for Aalborg at bryde midtjyderne ned.
Masser af respekt fra Lasse Bo Knudsen hos Nordjyske.dk.
- Herning har et rigtig godt hold, så jeg forventer en rigtig tæt kamp igen. Det bliver god ishockey i rigtig højt tempo. Vi skal komme ud med noget af det samme fight som i semifinalen. Det er sådan noget, der tæller i en sidste kamp, som den mod Herning Blue Fox er, siger han til avisen.
- På det her tidspunkt i sæsonen kender holdene hinanden så godt, at det er svært at komme med noget nyt, og det bliver det samme med finalen. Det handler primært om os selv, men selvfølgelig har vi nogle noter på modstanderen, som vi finder frem, siger Herning-træner Pekka Tirkkonen.
Aalborg manglede i går et stærkt trekløver i Morin, Højbjerg og Anderson, men har altså gedigne, offensive kræfter at trække på alligevel. Og der er måske lige en tand mere kreative end SønderjyskE's forwardside i går. Nordjyderne har også flere backer, der tager offensive chancer og går med frem end sønderjydernes.
Det har Pekka Tirkkonen stensikkert noteret.
Aalborg-træner Garth Murray har formentlig noteret sig, at Hernings powerplay var farligt i går. Oskar Drugge og Petter Hansson er gode og kloge styrmænd, og det skabte giftige situationer foran Henriksen i går.
Og så er der naturligvis Bau og Poulsen, som var stærkt dominerende i går.
Kig også ned på tredje- og fjerdekæderne, der kan have afgørende roller i aften. Når benene bliver trætte, kan bredden sagtens blive afgørende.
Pokalstatistikken: Herning går efter sin titel nummer otte og den første titel siden 2015, hvor det også blev til en Metal Cup-titel. Aalborg kan hive den tredje titel hjem og den første på hjemmebane siden sejren i 2007 i Samsøgade over Odense.
De indbyrdes kampe: Det har været meget tæt gennem hele sæsonen: Aalborg vandt 3-2 i den første kamp i Herning, Herning vandt 3-2 i Aalborg i overtid og derefter 5-3 hjemme. Derefter 5-4 til Herning hjemme og til sidst 2-1 til Aalborg i overtid i Herning. Med andre ord: Helt jævnbyrdigt.
Skader/karantæner: Kirill Kabanov fik et kæmpe riv af Jesper Jensen i går og kom ikke ind derefter. Måske er russeren tvivlsom. Martin Højbjerg, Anderson og Morin var ikke med i går, ligesom Herning måtte undvære Mads Christensen.
Hold øje med: Julian Jakobsen var lige landet i går og kommer til at spille en større rolle i aften. Hos Herning har er der fidus til Jarkko Malinen, den stærke rutinerede finne.