Kampstart 19:00 i Sparekassen Danmark

Aalborg Pirates har 12 point op til Herning inden aftenens kamp i Sparekassen Danmark Isarena. 

Men tabellen gemmer også på det faktum, at nordjyderne har to kampe i hånden, så et eller andet sted kan Aalborg tage et lille skridt op i kampen om første- og andenpladsen ved at vinde i aften mod gæsterne. 

Pirates kommer fra en lille stime og med otte point i de seneste tre kampe er der lidt gode rytmer igen for Garth Murray og co., der efterhånden også har fået Ian Edmondson spillet ind på holdet. 

Klikker det for hele Pirates-truppen, så har nordjyderne stadig et meget, meget stærkt hold fordelt ud på fire kæder og syv stærke backer. Og derfor er Aalborg naturligvis også i stand til at true Herning Blue Fox i aften. 

Men - det er også et faktum, at Aalborg har haft problemer med at bryde Herning ned i denne sæson. Tre gange er Pirates faldet mod en stærk Herning-målmand og defensiv og hurtige midtjyske omstillinger. 

Spørgsmålet er om Pirates-staben overvejer taktiske ændringer og måske lidt mere afventende spil i aften for at lade Herning "hoppe i fælden" af omstillinger. 

Midtjyderne kommer fra god uge med sejre i Odense og hjemme mod Frederikshavn og Blue Fox holder altså topplaceringen og har spillet en meget, meget solid sæson. 

Det forventer vi: En tæt kamp uden særlig mange mål. Herning er et af få hold, der næsten hver gang formår at lukke Aalborgs offensiv. Når det er sagt, så kan få Aalborg-mål også sagtens række til en sejr. Men på baggrund af sæsonens tre første indbyrdes kampe må Herning have et lille mentalt overskud.

Skader/karantæner: Aalborg har syv backer og 12 angribere på plads for øjeblikket. Kun Andreas Nielsson er ude. Herning manglede Jakob Jessen, Mathias Bau og Brett Perlini senest og tog de unge backer William Lund og Kasper Simonsen ind i truppen. 

Historikken: Det er altså fjerde gang de to hold mødes. Det er blevet 3-1, 2-0 og 4-2 til Herning i de hidtidige kampe som alle har været fuldstændig tætte. 

Statistikken: Herning står med 10 point i de seneste fem kampe, hvor Aalborg har erobret ni af slagsen. Begge hold kommer altså ind til aftenens kamp med sejre i bagagen. 

Hold øje med: En stærkt kørende Miska Humaloja har været toneangivende for Herning på det seneste. Aalborg har set Kirill Kabanov stille og roligt spille sig i pointform. Fortsætter han den opadgående formkurve? 


HETAG UGENS HOLD: Se hvem der er med lige her VIDEO: MATT POMPEI - det var "sloppy" i den første halvdel af kampen