Seks spillere er med inde i "ugens A-kæde" - Rungsted, Herning og Esbjerg dominerer

Igen masser af god action i denne uges Metal Liga-kampe.

Rungsted var den helt store vinder med ni point i tre kampe og går nu på jagt efter en top fire-placering.

Målmand: David Grubak (Rungsted) - Havde buret fra start fredag aften i Herlev og stod fremragende. 28 redninger og ros fra modstanderne. Tog også en sejr søndag mod Rødovre og sluttede på den måde en perfekt uge i Bitcoin Arena. Grubak beviste, at han er en seriøs konkurrent til Isak Wallin i Rungsted-målet. 

Back: Malte Setkov (Rungsted) - Klokkede næsten 26 minutter mod Rødovre ovenpå to stærke kampe mod SønderjyskE og Herlev. Setkov bliver bedre og bedre også defensivt og spiller nu for alvor en rolle for nordsjællænderne. Supplerede med assister både i Herlev og mod Rødovre. 

Back: Kevin Tansey (Herning) - Spillede en meget solid kamp i Odense tirsdag aften, hvor han supplerede op med at snige sig med frem og levere den første scoring længe. Fortsatte med assist og små 19 minutter i kampen mod Frederikshavn fredag aften og har været en Metal Ligaen bedste backer hidtil i sæsonen. 

Forward: Brett Thompson (Rungsted) - Bortset fra fem minutters-udvisningen i slutfasen søndag aften, leverede Brett Thompson den perfekte startuge i sin nye tid i Metal Ligaen. Scorede mod SønderjyskE og leverede 1-0-målet på sin gamle hjemmebane i Herlev. Også en assist søndag og +1 i alle tre kampe i ugen. 

Forward: Miska Humaloja (Herning) - Blue Fox har fået en ny superkæde, der producerer gang på gang og kamp for kamp. Centralt i midten af den står finske Humaloja, som binder Mathias From og Phillip Marinaccio perfekt sammen. Humaloja lavede fire point i to kampe og spillede lige omkring 20 minutter i Hernings sejre over Odense og Frederikshavn. 

Forward: Andreas Grundtvig (Esbjerg) - Tidligt på ugen vandt Esbjerg med sikre 6-1 i den første kamp over Rødovre. Andreas Grundtvig var stærkt kørende i den kamp, hvor han fik 16:35 minutter og nærmest benyttede dem perfekt. Mål, to asisster og såmænd også +3 i plus/minus-statistikken. 


Kabanov matchvinder i tæt topkamp OPTAKT: Aalborg Pirates-Herning Blue Fox