Nøjagtig som i Rungsted senere i aften har vi også her at gøre med en nøglekamp for begge mandskaber i Metal Final4-ræset.
Resultaterne har flasket sig således, at Esbjerg trods en lille formkrise stadig kan nå at arbejde sig ind top fire efter 16 runder, men det kræver definitivt en sejr i aften mod et Aalborg-hold, der er i live igen efter 8-5-sejren over Odense lørdag aften.
- Vi skal æde os selv. Efter en periode, hvor vi har været pressede på holdets bredde er det et must, at levere det ekstra, som afgør kampene. Vi møder et stærkt mandskab, som har præget toppen af dansk ishockey de seneste sæsoner, så det bliver en god test for os, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt.
- For vores eget vedkommende har vi begået alt for mange fejl. I nogle kampe har vi nærmest formået at tabe til os selv, eller forære tingene væk. Vi har ”dummet os” på de værste tidspunkter, og det har kostet os point. Man kan sige, at vi skal gøre de små ting rigtigt. Vi skal søge marginalerne eller de ekstra procenter og gå de ekstra skridt. Vi vil eliminere fejlene og skabe et momentum og her kan vi passende starte i aften, lyder det fra Jaspers.
Og hans tropper står altså overfor et Aalborg-hold, der i den grad fik gang i scoringen lørdag, men også i 30 minutter leverede en skidt defensiv præstation. Det har træner Murray formentlig talt med sine spillere om op til dagens match, hvor Aalborg efter en lille downperiode for alvor kan sætte en stime af sejre i gang.
Hold øje med: Thomas Spelling leder stadig efter sit første sæsonmål og en ketchupflaske, der sagtens kan eksplodere, når han rammer første gang. Hos Esbjerg kunne en mand som Rasmus Bjerrum dukke op og vise målfarlighed efter en lidt træg start på den konto. Det er blevet til to mål og ingen assister til Bjerrum, der plejer at producere mere.
Skader/karantæner: Aalborg manglede Mikkel Højbjerg, Jonas Jakobsen og Emil Marcussen i Odense, hvor Nikolaj Carstensen også gik ud af kampen. Esbjerg var i stærkeste opstilling senest mod Frederikshavn, og har vel næppe nået af den seneste forstærkning, Ryker Killins, klar til kamp.
Det forventer vi: En hård fysisk kamp, hvor Esbjerg formentlig vil forsøge at sætte sig fysisk på Aalborg og på den måde suge kræfterne ud af gæsterne, der omvendt lurer på at straffe den Esbjerg-defensiv, der har været ganske spinkel i den seneste tid.
De indbyrdes kampe: Den første kamp i sæsonen mellem de to mandskaber var en dejlig underholdende match, som Esbjerg endte med at vinde 5-4 efter straffeslag. Det kunne sagtens ende på samme måde igen.
Statistikken: Aalborg har lige nøjagtig scoret fire mål i gennemsnit pr. kamp i sæsonen, ligesom der lige nøjagtig er gået fire mål ind ved Esbjerg pr. kamp. Så konklusionen på det må være, at Aalborg scorer fire mål i aften. Esbjerg ved derfor, hvad det drejer sig om.