Kampstart 15:00 i Granly Hockey Arena

Det er et Esbjerg-hold under pres, der møder op i Granly Hockey Arena i eftermiddag til dagens tidlige playoff-kamp.

Vestjyderne var ikke tæt på sejren i den første kvartfinale i Frederikshavn, og Esbjerg-mandskabet blev presset af et topmotiveret og velspillende Frederikshavn-hold, der kom med en skarp attitude og en mere offensiv indstilling end set længe. 

Så hvordan kommer Esbjerg tilbage i serien i eftermiddag?

Powerplayspillet skal eksempelvis fungere bedre. Esbjerg havde fem minutter uden særlig mange muligheder, da Eemeli Räsänen blev udvist tidligt i kampen for en alt for hård tackling på Valdemar Ahlberg. 

Målmandskabalen er også et spørgsmålstegn? Var McAdam skarp nok? Bliver han afløst af Thomas Lillie i eftermiddag? 

Disciplinen skal være i orden? Esbjerg dummede sig med udvisninger på forkerte tidspunkter i kampen, og den går ikke i eftermiddag mod et White Hawks-hold med fornyet selvtillid. 

Christopher Frederiksen skitserede det for Nordjyske.dk efter kampen. 

- Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at vi gerne vil lidt mere fremad i banen, men det er ikke fordi det er de helt store ting, der er blevet lavet om. Man kan dog roligt sige, at det hele gav pote i den her kamp, lød det fra strategen Frederiksen, der spillede en vældig fin kamp og satte mange offensive accenter i Nordjyske Bank Arena. 

Spændende, hvordan Frederikshavn rent taktisk går til kampen i dag. Igen med en mere offensiv stil? Eller går man tilbage til det defensive fundament, som sad godt fast under Pasanen og på de gode aftener faktisk gjorde Frederikshavn til det bedste udehold i Metal Ligaen. 

Det forventer vi: At Esbjerg kommer ud med stor disciplin og arbejdsvilje og at Frederikshavn formentlig vil forsøge at sætte en tæt midtzone og slå kontra. Hjemmeholdet skal tage initiativet. Det bliver tæt. 

Skader/karantæner: Lucas Andersen var ude for Frederikshavn fredag og der er ikke meldinger om eventuel karantæne til Räsänen, mens Esbjerg måtte undvære Mikkel Rask, Oscar Schulze, Andreas Grundtvig og Henrik Mærsk Clausen.

Hold øje med: Der skal komme mere fra Esbjerg-kæden med Scheel, Kerbashian og Downing, der er vital for, at Esbjerg kan score de nødvendige mål. Hos Frederikshavn kan en skarp Tadeas Galansky alene hive en kamp hjem, og kan han gøre det i eftermiddag, kan det næsten blive vitalt for serien. 

De indbyrdes kampe: Med tre sejre i overtid og en 4-0'er havde Frederikshavn styr over de første fire matcher. Derefter tog Esbjerg teten og vandt i overtid og senest 6-2 på hjemmebane i en stærk forestilling. Men Frederikshavn kom altså igen fredag. Betyder det noget?


OPTAKT: Herlev Eagles-Aalborg Pirates Pekka Tirkkonen tilfreds med koncentration og disciplin