Esbjerg har haft fuld styr på Herlev i de to indbyrdes opgør, som klubberne hidtil har været igennem. Vestjyderne har vundet 5-2 og senest 6-0 over gæsterne, men alligevel advarer træner Jason Jasper - næsten som det er sædvane - mod at tage for let på opgøret. Han siger følgende i Esbjergs kampoptakt, hvor han også ser tilbage på fredagens kamp mod Odense.
- Jeg er tilfreds med sejren og de tre point, men vi spillede ikke godt fredag. Odense kæmpede hårdt og fortjener respekt for indsatsen, så vi må lære af kampen. Vi kan ikke tage noget for givet, slippe koncentrationen og skrue ned for disciplinen eller arbejdsindsatsen.
- Man lærer altid noget af kampene, og kampen mod Odense er ingen undtagelse. Men vi må videre, så selv om det kunne have kostet på tavlen, fik vi fuldt udbytte af kampen. Umiddelbart mener jeg, at vi internt i truppen har talt om indsatsen, og nu har fuldt fokus på Herlev-kampen, pointerer Energy-coachen.
- Kampen mod Herlev kræver fuldt fokus og en helstøbt indsats. Vi har overstået en udfordrende periode med mange skader, hvor nogle måtte spille meget, og andre fik uventede chancer. Jeg er sikker på, at vi også tirsdag har noget tilbage i tanken, og er klar til at bevise vores værd, så vi kan sikre endnu en sejr og fastholde den rigtige kurs, lyder det fra Jason Jaspers.
Herlev spillede endnu en bleg søndagskamp mod SønderjyskE og tabte fortjent 2-4 i Spar Nord Arena. Herlev tager ikke mange point mod topholdene og har ligesom Esbjerg en del skader i truppen for øjeblikket og har blandt andet manglet Joonas Riekkinen på det seneste. Et tungt tab at være uden finnen, der betyder meget i begge ender af isen for Herlev.
Skader/karantæner: Esbjerg er uden Jeppe Vinther, Cam Knight og Felix Scheel, ligesom Jordan Smotherman endnu ikke er med. Hos Herlev har man på det seneste været uden både Vilstrup, Riekkinen, Joachim Linnet og Alexander Edström og det presser naturligt nok Eagles-truppen.
Hold øje med: Spændende duel mellem to træfsikre gutter i form af Brady Shaw og Jesper Thörnberg, der begge kender vejen til garnet.
Det forventer vi: At Herlev forsøger at holde tæt langt ind i kampen mod et Esbjerg-hold, der vil forsøge at angribe hårdt og fysisk og afgøre kampen tidligt.
Historikken: Blot tredje opgør - vi har også en Corona-aflysning iblandt - mellem de to hold. Esbjerg har vundet de to første 5-2 og 6-0.
Statistikken: Vi kigger på formbaromeret i dag og her ligger både Esbjerg og Herlev faktisk med syv point hver i de seneste fem kampe.