Kampstart 18:00 i Granly Hockey Arena

Spændende drama i Esbjerg, hvor den gamle jyske klassiker hives op fra skuffen for første gang i indeværende sæson.

Esbjerg måtte senest indkassere sit første nederlag i ordinær tid mod Odense efter et regulært sammenbrud søndag aften på Fyn. En tidlig 3-0-føring blev til et nederlag på 3-6. 

En hård omgang for Energy, der i Odense manglede en håndfuld spillere og simpelthen ikke havde kræfter til at komme igen, da først ekspressen rullede for Bulldogs.

I det hele taget har det defensive arbejde været problematisk for Esbjerg gennem det meste af sæsonen. 

- Det er grundlæggende et spørgsmål om, at vi skal forsvare med den samme passion, som vi angriber med. Det er lige så vigtigt at forhindre mål som at score mål, og det må vi aldrig glemme. Det er de små ting, der gør det. Tackl færdig, spil simpelt i egen zone, vær fokuseret, indtil pucken er væk, den slags ting, som alle spillere godt ved, men som mange glemmer, når de er på isen, fordi de har travlt med at komme op i den anden ende og score, siger træner Jason Jaspers til JydskeVestkysten. 

Hos Herning er der ikke så meget at diskutere lige nu. Fem sejre på stribe har sendt Pekka Tirkkonens mandskab på katapultfart op gennem tabellen.

- Vi forsvarer med fem mand, men vi kommer også frem og angriber med fem mand. Alle vil bidrage. Vi backchecker godt, og vores undertalsspil er godt. Det meste fungerer, siger Morten Poulsen til Herning Folkeblad.

Skader/karantæner: Esbjerg var uden en god håndfuld folk mod Odense, blandt andre Brown, Downing og Kerbashian, mens Herning spillede uden Brændgaard og Humaloja senest mod Herlev.

Det forventer vi: Esbjerg kan få det svært mod det velkørende Herning-hold, der kommer som favorit til Vestkysten. 

Hold øje med: Morten Poulsen i topform er altid vanskelig for sine modstandere. Hos Esbjerg fik David Madsen hul på bylden med to scoringer mod Odense, inden det gik galt for Energy.

De indbyrdes kampe: Esbjerg havde godt fat i Herning i sidste sæson, hvor det blev til 11 af 15 mulige point og et enkelt Corona-aflyst opgør. 

Statistikken: Esbjerg har lukket hele 30 mål ind - mest i ligaen - mens Herning står med blot 9 mål imod. Den store forskel på de mandskaber lige nu. 

 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls SønderjyskE vandt igen i Herlev