Når vi kigger på forudsigelserne inden kvartfinalerne, er det mest overraskende måske, at Frederikshavn White Hawks har trukket Herning Blue Fox ud i den sjette kamp.
White Hawks var hidsigt undertippede inden serien begyndte, men har i den grad overbevist skeptikerne. Og i kamp 5 i Herning forleden var frederikshavnerne ikke langt fra en udligning i slutfasen.
Nu gælder det endnu en kamp hjemme i Nordjyske Bank Arena for Frederikshavn, der har været overbevisende specielt i powerplay, når holdet har været på egen is.
- Jeg tror, at tilskuerne kan fornemme, at vi har et hold, der arbejder hårdt for logoet på brystet og manden ved siden af i boksen. Det er i hvert fald de dyder, vi har søgt efter og føler, at vi har fundet i denne sæson. Det vi måske mangler i talent forsøger vi at gøre op for med vilje og holdånd, siger White Hawks-direktør René Jørgensen til Nordjyske op til kampen.
Der er ingen tvivl om, at Frederikshavn også i aften skal op mod et Herning-hold, der har langt mere erfaring end White Hawks.
Kommer det herningenserne til gode i aften, nu når det virkelig spidser til?
- Vi kom alle sammen ud og spillede fysisk, som vi gerne vil det. Der var masser af intensitet gennem hele kampen. Det er fedt at spille de her kampe, og selvfølgelig især, når de falder ud til vores fordel, sagde Hernings assisterende kaptajn Patrick Madsen til Sportherning.dk efter kampen søndag på hjemmebanen i Kvik Hockey Arena.
Her havde midtjyderne justeret i kæderne og havde fået netop Patrick Madsen tilbage på holdkortet efter en længere skadespause.
En vigtig mand for midtjyderne i den defensiv og de special teams, der skal fungere i aften for Blue Fox, hvis ikke der skal være gysertime på fredag i Kvik Hockey Arena.
Det vil Herning-folket helst undgå.
Det forventer vi: Et hårdt fysisk slag, hvor der ikke bliver givet en millimeter, men dog bliver spillet med disciplin. Powerplayspillet bliver helt afgørende, og for Herning gælder det om at blive ude af boksen.
Hold øje med: Aleksi Halme har virkelig været målfarlig i det her slutspil og finnen er helt afgørende i Frederikshavns offensive bestræbelser i aften. Hos Herning mangler Mathias Bau Hansen at spille kampen i den her serie. Bliver det i aften?
Historikken: En enkelt gang har de to hold været i syv kampe, det var i semifinalen i 2015/16, hvor Herning var bagud 2-3 i kampe, men endte med at vinde serien 4-3.
Statistikken: Galansky står med 91.19 i redningsprocent, mens Carruth står en smule svagere med 90.68. Målmandsduellen er også en af de absolut afgørende faktorer i aften.
Skader/karantæner: Lukas Lundvald stadig ude for Herning, der havde Kevin Tansey sygdomsramt i weekenden. Thomas Andersen var skadet, mens Patrick Madsen var tilbage for midtjyderne. Frederikshavn stadig uden Bumagin og Jensen, og det formentlig for resten af sæsonen.