Det er på mange måder en yderst interessant kamp, når Frederikshavn White Hawks og Odense Bulldogs tørner sammen i aften.
Odense Bulldogs har tabt mange kampe i indeværende sæson, men lige nøjagtig Frederikshavn White Hawks har fynboerne haft det ret godt med. Senest i 5-1-sejren i december i Nordjyske Bank Arena.
I den kamp var de to dominerende spillere dog Mike Hammond og Cody Donaghey, der i dag har andre trøjer på.
Mike Hammond får - formentlig - endda debut mod sine tidligere holdkammerater fra Odense, for han er som bekendt skiftet til Frederikshavn, der også giver debut til en anden ny mand, backen Niklas Pavel.
Odense har proklameret nye ansigter, og det er allerede offentliggjort fra Tjekkiet, at Ales Sova forstærker klubbens defensiv. Men bliver det i aften er der mere på vej? I Odenses teasere for ny direktør og nye spillere har både grafik og tekst "været i flertal", og dermed kan der altså være nye ansigter på kamprapporten i aften hos Bulldogs.
Og netop her over middag er meldingen om, at Georgs Golovkovs spiller for Odense tikket ind. Altså ny lettisk center til fynboerne som erstatning for Hammond.
Så poserne er i den grad rystet både i Nordjylland og på Fyn.
Hold øje med: Mike Hammond for Frederikshavn. Hvordan fungerer han og hvem spiller han sammen med? Og det samme gælder i øvrigt for Sova og Pavel og eventuelt andre nye ansiger, der måtte dukke op i aften.
Historikken: Frederikshavn har vundet 3-2 efter overtid på hjemmebane og taget en enkelt udekamp i Odense med 4-2. Til gengæld har Odense vundet 3-1 hjemme i begyndelsen af december og altså senest 5-1 på udebane. Helt lige mellem de to hold, endda med et lille overtag til fynboerne.
Statistikken: At være i førstekæde med Jesper Jensen giver virkelig spilletid til unge folk som Radim Piroutek og Lucas Andersen, der begge var oppe over 26 minutter i det seneste opgør mod Aalborg. Hos Odense er det Martin Larsen og Shawn O'Donnell, der har trukket mest spilletid i de seneste tre kampe, hvis man lægger dem sammen.
Det forventer vi: Et lidt forsigtigt Odense-hold, der ganske enkelt må have fokus på defensiv og kontraspil i aften mod et Frederikshavn-hold, der skal skabe langt mere end i de seneste kampe mod Aalborg, hvor al initiativ blev overladt til modstanderen. Det kan godt blive en tæt kamp.
Skader/karantæner: Odense har altså sagt farvel til Donaghey og Hammond og Jeppe Holmberg har ikke været med længe. Mathias Jørgensen stadig langtidsskadet. Kommer Ales Sova og mere nyt ind i aften, hvor Brandon McNally afsoner sin fjerde karantænedag ud af fem? Frederikshavn har stadig Bumagin og Shugg ude, men har altså til gengæld Pavel og Hammond inde i truppen, der nu igen begynder at se bredere ud.