Endelig er der hockey igen i Frederikshavn, hvor nordjydernes vel nok største "øst-rival" kommer på besøg i aften. Vi er godt nok over 10 år tilbage, men der var nogle sæsoner - ikke mindst 2007/08, hvor Frederikshavn som 8'er i grundserie slog etteren fra Rødovre ud - hvor de to hold udkæmpede nogle drabelige serier, og "ånden fra dengang" sidder stadig lidt i kampene mellem White Hawks og Mighty Bulls.
Nu taler vi 2020 og Frederikshavn-træner Jari Pasanen bygger videre på sit arbejde, mens Rødovre kommer med masser af frisk blod, ikke mindst træner Thor Dresler, der har hevet to nordamerikanere, Brett Welychka og Trevor Cheek, ind på holdet og i øvrigt bragt en del nyt dansk blod ind på Mighty Bulls. Trevor Cheek er blevet ny kaptajn, og han glæder sig til matchen i aften.
. Pre-season har været rigtig god. Drengene har vi virkelig kæmpet og spillet fornuftigt i de første kampe, selvom vi har manglet et par spillere, og så var det rart at slutte testkampene med nogle gode sejre, siger han.
- Det er ekstremt spændende at være så tæt på grundspilsstarten fredag. Det har været en lang off-season og jeg tror, at alle drengene er klar til at spille noget hockey igen. Jeg ser virkelig frem til at opleve, hvad vi som hold er i stand til at opnå i år, tilføjer Cheek på klubbens hjemmeside, hvor han glæder sig over den modtagelse, han har fået i Rødovre.
- Atmosfæren i omklædningsrummet har været fantastisk. Som import, så har de danske spillere budt mig velkommen på holdet med åbne arme og det har været mere end bare godt. Det er en god gruppe af hårdtarbejdende spillere, som skubber hinanden frem hver eneste dag og samtidig gør det med godt humør.
Frederikshavn er som en solid traktor i dansk ishockey. Det går altid stille og roligt fremad i løbet af sæsonen, og klubben når som regel frem til en plads mindst i semifinalen i slutspillet. Det træk forsøger Pasanen og co. også at tage i denne sæson og har fået et vigtigt og måske lidt overset skud humør ind via den canadiske assistent Alex Stein. Der virker til at være noget humør og glæde i assistenten. Vigtig for White Hawks-truppen, hvor mange spillere går igen år efter år.
Skader/karantæner: Jonatan Nielsen sidder ude for Rødovre i aften med karantæne, spørgsmålet er, om Justin Shugg har fået papirer klar, så han kan spille for Frederikshavn.
Det forventer vi: Frederikshavn kommer med fysik mod et hurtigt skøjtende Rødovre-mandskab, der vil bringe tempo ind i kampen. Mavefornemmelsen her siger en tæt kamp, hvor Rødovres entusiasme med ny coach og en frisk måske kan føre til en lille overraskelse.
Historikken: Frederikshavn vandt fire kampe mod Rødovre i sidste sæson og holdt Mighty Bulls fra at score i de to første indbyrdes kampe. Rødovre vandt dog den sidste indbyrdes kamp efter overtid hjemme i Rødovre Centrum Arena.
Hold øje med: Målmændene. Mathias Seldrup er ny i Frederikshavn, mens det er interessant om Dresler foretrækker Rørth eller Voris. Uanset hvem, bliver det noget af en ilddåb i Nordjylland.
Statistikken: Frederikshavn mistede en stærk førstekæde med Christopher Frederiksens og Dane Fox' afgang. Men er der en ny på vej med Bumagin, Jesper Jensen og måske Frederik Bjerrum. Førstekæden hos White Hawks lavede 149 point i fjor. Rødovre havde Steffen Klarskov som enlig "pointjæger" med 41 point. Der kræves flere producerende spillere hos Mighty Bulls i denne sæson.