Kampstart 20:00 i Nordjyske Bank Arena

Frederikshavn White Hawks og Rungsted Seier Capital er de to mandskaber, der ligger længst fra hinanden rent geografisk i Metal Ligaen og de to mandskaber mødes altså i aften i Nordjyske Bank Arena.

De to hidtidige opgør mellem White Hawks og Rungsted er endt med hjemmesejre og der er ingen tvivl om, at den lange tur har noget at sige i forhold til, hvordan man lige kommer i gang som udehold. 

Så vigtigt for Rungsted at komme godt fra start i aften også i forhold til en "genstart" efter en dårlig periode frem mod landsholdspausen, der gav nordsjællænderne otte nederlag af ni mulige i de seneste ni kampe. Kun ude mod Esbjerg blev det til sejr. 

Omvendt var Frederikshavn flyvende inden landsholdspausen, hvor det blev til fire sejre på stribe. Ingen tvivl om, at Jesper Jensens genkomst gav et boost til White Hawks, men omvendt heller ikke den mindste tvivl om, at der skal være mere potentiale i Rungsted Seier Capitals-mandskabet, end der har været vist hidtil i sæsonen. 

Der er mange spillere, der mangler at levere varen endnu, og sker det, kan Rungsted sagtens blive farlige igen.

Det forventer vi: En tæt kamp, hvor Frederikshavn med fornuft vil forsøge at arbejde sig til det nødvendige overtag mod et "omstillingsparat" Rungsted-mandskab. 

Hold øje med: Jesper Jensen kom stærkt ind på White Hawks-holdet lige før landsholdspausen og blev matchvinder i kampen mod Esbjerg og var i øvrigt godt kørende rent spillemæssigt. Han kan kun blive en gevinst for nordjyderne. Hos Rungsted har vi set Tim Daly være på stikkerne i offensiven med hele syv scoringer. Ham skal Frederikshavn passe godt på.

Historikken: Altså et par hjemmesejre i de to hidtidige kampe. 4-1 til Frederikshavn i Nordjylland, mens det blev hele 6-5 til Rungsted i returen på Nordsjælland. 

Statistikken: Glem ikke at Mattias Persson faktisk har vist fin form i løbet af sæsonen. Det er blevet til syv mål og 15 assister til den vævre svensker, der virkelig kan endnu. Han er langt foran Frederikshavns bedste på topscorerlisten, Daniel Trkulja, der står med 12 point.

Skader/karantæner: Frederikshavn manglede Radek Cip, Jonas Jakobsen og Christoffer Åkesson før pausen, hvor Rungsted i nederlaget mod Herning måtte undvære Mathias Røndbjerg, Frederik Bjerrum, Nick Moutrey og Matt Pompei. 


NI IMPORTS der har imponeret i den første del af Metal Ligaen OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE