Kampstart 20:30 i Spar Nord Arena

Er det sidste flyvetur for ørnene i aften?

Herlev er i hvert fald under maksimalt pres før kamp fire i serien mod Pirates, der altså fører med sikre 3-0 og har scoret 11 mål mod Herlevs tre i serien hidtil.

Man må dog give det i bredden meget uerfarne Herlev-hold, at der bliver kæmpet til det sidste. 

I onsdags var Eagles decideret uheldige med ikke at være tættere på grundspilsvinderne i en anden periode, hvor der blev skabt et hav af chancer. George Sørensen var bedste mand hos Aalborg og havde alle marginaler med sig. Der var både stolpe og redninger på stregen og specielt Magnus Lykke, Victor Cubars og ikke mindst Ziga Pesut havde muligheder for at bringe Herlev ind i kampen.

Når det er sagt, så sad Aalborg også på det første kvarter af kampen, hvor Lukas Horak blev udfordret gang på gang. 

Det var slet ikke tilfældigt, at nordjyderne førte 3-0, før Herlev kom ind i matchen, for tempoet i første periode var for meget for gæsterne i Sparekassen Danmark Isarena. 

- Det var ikke vores bedste kamp i år, og det var rigtig dårligt i anden periode, hvor vores målmand står stærkt for os. Vi kom med hans hjælp ud fra anden periode med føringen på 3-1. Generelt var det en dårlig kamp af os, men vi kan tage det med, at vi vandt kampen, og er foran 3-0, summerede Aalborg-backen Victor Panelin-Borg til Nordjyske.dk efter kampen onsdag.

Det forventer vi: Der er næppe tvivl om, at hele Aalborg-lejren ikke var tilfreds med de sidste 40 minutter, og derfor kommer gæsterne i aften med fuldt tempo for at afgøre kampen hurtigt. Herlev har til gengæld fightervilje og hjemmepublikummet bag sig. Det er Herlevs chancer for at skabe en hed aften og måske forlænge serien til søndag.

Hold øje med: Victor Cubars er en mand, som Herlev skal forsøge at holde på. Hårdtarbejdende og stærk i nærkampene og også med en vis målfarlighed. Hos Aalborg er Emilio Romig en spiller, der med sit hidsige skøjteløb hele tiden skaber uro i modstandernes zone. Ham havde Herlev svært ved at holde i onsdags.

Skader/karantæner: Herlev stadig med den gigantiske skadesliste bestående af Vilstrup, Siekkinen, Jonsson, Kragh, Molge og Horton, mens Aalborgs skadesliste nu er barberet ned til Morin, Charlie Curti og Patrick Bjorkstrand. 

Statistikken: Herlev havde over et minut i fem mod tre i Aalborg i onsdags og gennemgående masser af powerplay uden at score. Det skal være mere præcist i aften, hvis Eagles skal have en chance. 


OPTAKT: Esbjerg Energy-Frederikshavn White Hawks OPTAKT: Odense Bulldogs-SønderjyskE