Herlev Eagles og Esbjerg Energy er begge på jagt efter Metal Final4 og derfor er kampen i aften i Spar Nord Arena vital i forhold til at komme på jagt efter Odense Bulldogs, der for øjeblikket indtager den eftertragtede fjerdeplads i tabellen.
Og det kan blive højinteressant.
Herlev spillede sin måske bedste kamp i sæsonen fredag aften i Rungsted, hvor det blev til en sejr på 4-2. Lidt for mange minutter i boksen, men en yderst disciplineret tilgang til boxplay og arbejdet i egen zone var opskriften - tilsat stor effektivitet foran Isak Wallin og David Grubak i Rungsted-buret.
Stor kamp af Alexander Lindqvist-Hansen og fin indsats også af backlinjen og Lukas Horak i buret for Herlev.
I aften kommer et ganske formstærkt Esbjerg-hold på besøg.
- Vi skal altså bringe mere end tidligere, når vi gæster Herlev. De er dygtige og særligt en enkelt kæde har imponeret. Men også deres goalie har vist sig afgørende. Så vi må møde dem med den respekt, som de fortjener, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt.
- Hvis jeg skal forklare vores fremgang, handler det om, at spillerne tilsyneladende har forstået hvad der skal til. Dag efter dag, kamp efter kamp, minut for minut. Mange små detaljer i spillet har skulle og skal stadig forbedres. Men den største udfordring er stadig, at vi udnytter vores chancer for dårligt og scorer for lidt, siger han.
- For at få scoret skal de gode valg tilbage. Fysikken skal bruges. Spillere skal ind foran målet og tæskene skal tages, så vil det på sigt hjælpe på de manglende scoringer. Det arbejde er vi i gang med og det skal fortsættes i Herlev. Det handler om point og opbygning af holdet, slutter Jason Jaspers.
Skader/karantæner: Esbjerg var senest mod Rødovre uden Simon Grønvaldt, Victor Sand og Søren Nielsen. Herlev var mod Rungsted uden Philip Alftberg.
Det forventer vi: Vi skyder uafgjort og overtid ind som et sandsynligt udfalt mellem to hold, der ofte spiller lige i Herlev.
Statistikken: Nummer tre og fire i formbarometeret mødes. Esbjerg har 10 point i de seneste fem kampe, Herlev har 9.
Historikken: Tidligt opgør mellem de to hold i Esbjerg, som Herlev vandt efter overtid med 3-2.
Hold øje med: Philip Larsen nærmer sig mere og mere sit andet mål i Metal Ligaen. Anton Johansson har vi endnu set så meget til som i fjor. Begges formkurve er stigende.