Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Herlev Eagles er ikke kommet frygtelig godt fra start, og det fik søndag direktør Lars Skjøth til at appellere om sammenhold i en - i forhold til sidste sæson - lidt vanskelig tid.

- Vi er i øjeblikket inde i sådan en periode, hvor vi har svært ved at skabe resultater. Det kan der være mange forklaringer på og jeg er ikke fagmand nok, til at komme med løsninger. Men en ting ved jeg. Der bliver arbejdet hårdt og målrettet på at ændre tingenes tilstand.
- Patric, Filip og alle de øvrige omkring holdet arbejder til stadighed med at få det bedste ud af holdet og hver enkelt spiller og hvis der nogle steder har indfundet sig en opgivende stemning, har den stemning heldigvis ikke bredt sig til omklædningsrummet. De lagte planer og den udvikling holdet derved skal igennem følges stadig nøje og stemningen er positiv, skrev direktøren.
- Herlev får en god chance serveret i aften mod et Herning-hold, der er vældig svækket i aften. Tre faste backer ude med karantæne og formentlig nu også Mathias Bau skrevet på den lange skadesliste, i hvert fald for en stund.
Hvad finder Herning på? Kommer der en hurtig lejesvend ind eller kigger Struzinski og Cooper ned i Talentligaen for at finde nyt blod? Blue Fox-lederne vil helst ikke alt for langt bagud i forhold til de forventede konkurrenter i toppen.
- Selv om vi er pressede på mandskabet, så producerer vi godt med chancer, og efter kampen sidder vi med følelsen af, at vi kunne have vundet, men det gik ikke vores vej, sagde Herning-træner Ben Cooper efter søndagens 4-6-nederlag i Rødovre.
Knæk Cancer-kamp er det i Herlev i aften. Husk at støtte op! 
Skader/karantæner: Herlev har endnu ikke spillet med Tobias Ruelykke og Max Vilstrup Olesen, mens Herning liste tæller karantæneramte Reid McNeill og Rasmus Nielsen, mens Daniel Nielsen, Mads Christensen og sandsynligvis også Mathias Bau Hansen og Anders Poulsen også er ude. 
Statistikken: Efter den vanvittige 8-7-kamp mod Rødovre har Herlev kun scoret fem gange i de seneste fire kampe. Herning klappede fire mål ind i powerplay i Rødovre, så mon ikke Eagles skal holde sig fra boksen?
Historikken: Herlev havde godt fat i Herning i sidste og vandt fire af seks kampe. Første match i indeværende sæson.
Hold øje med: Magnus Molge har været et offensivt lyspunkt hos Herlev i denne sæson, og han skal matche en Herning-backlinje, der muligvis blot tæller en håndfuld spillere. 
Det forventer vi: At Herlev vil forsøge at lægge pres på det fortyndede Herning-hold fra start og gentage Rødovres dåd fra søndag. Har Herlev optimismen og den nødvendige styrke til at sætte sig tungt på gæsterne?

OPTAKT: Esbjerg Energy-Rødovre Mighty Bulls OPTAKT: Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital