Et mere end spændende opgør i aften i Spar Nord Arena.
Ikke blot fordi det er Herlev mod Rødovre, men også fordi det er et opgør, der kan være retvisende for, hvem der har fået en fornuftig sæsonstart.
For at proklamere det, har begge hold brug for en sejr i aften.
Herlev kommer ind til kampen med to nederlag: Eagles spillede lige op med Rungsted og tabte knapt med 1-2, men tirsdag aften i Esbjerg var der ingen tvivl om, at hjemmeholdet var bedst.
Nu kommer Rødovre, og det er en god styrkeprøve for det nye Herlev-hold, og i øvrigt også for det nye Rødovre-hold. Interessant er det også at begge hold har flere spillere, der har skiftet side siden sidste sæson og møder tidligere holdkammerater.
En af dem er Maksim Popovic, der spillede 1. division for Herlev i sidste sæson, men nu spiller for Rødovre. Han siger følgende til mightybulls.dk.
- Efter nederlaget mod Frederikshavn analyserede vi vores fejl og omlagde specifikke taktikker med henblik på, hvordan vi kunne lukke ned for dem i anden kamp. Derudover trænede vi vores speciel-teams, som bar frugt. Så alt i alt er vi tilfredse med vores start, lyder det fra Popovic.
- Vi skal bibeholde de gode takter fra sidste kamp, og så er vi et skøjtestærkt hold med en masse fart – det skal vi drage fordel af. Derudover skal vi endnu engang være stærke i powerplay, og gøre brug af den fordel, siger han.
Hold øje med: Oliver Kjær spillede en flot kamp senest mod Frederikshavn, hvor den tidligere esbjergenser lavede fire point. Hos Herlev skal der gang i produktionen hos nogle af de nye svenske angribere. Hvem træder frem?
Skader/karantæner: Rødovre var uden Lasse L. Carlsen, Nikolaj Zorko, Oliver Reuter og Brett Welychka senest mod Frederikshavn, men det er altså over en uge siden. Herlev stillede uden Vilstrup og Ruelykke i kampen i Esbjerg.
Historikken: Herlev vandt to kampe, Rødovre vandt to kampe, mens to kampe endte uafgjort efter ordinær tid. Dem vandt Rødovre begge i straffe. Det ligner noget tæt i aften.
Statistikken: Benjamin Mauritzen eksploderede sidste onsdag og det samme gjorde Rødovres powerplay mod Frederikshavn. Herlev lukkede tre mål ind i undertal mod Esbjerg. Er det nøgler til sejr/nederlag i aften?
Det forventer vi: Intensitet fra start og et Herlev-hold, der må komme med al mulig energi og tyngde for at matche Rødovres tempo. Det må være kamp til sidste minut i aften.